Domaine La Cabotte
0 resultater
Domaine La Cabotte
Domaine La Cabotte er Marie-Pierre d'Ardhuy og hendes mand Eric Plumet's livsværk. Endnu inden hun var færdig med sine studier i vin avl og ønologi, fik hun i 1981 ejendommen foræret af sin far Gabriel d'Ardhuy.
Ud over at være den berømte vinmager og ejer af Domaine d'Ardhuy i Bourgogne var han også forelsket i Provence og vinene fra Côtes-du-Rhône, så da det gamle forfaldne stenhus og de tilhørende 45 ha. kom til salg slog han til, selvom ejendommen lå på det dengang ganske upåagtede Massif d'Uchaux i den nordøstligste del af departementet Vaucluse.
La Cabotte læner sig i udtalen op af det franske feel-good udtryk "ça bône" og dufter også lidt af både garrigue og mistral, men egentlig kommer ordet direkte fra Côte-d ‘Or, hvor cabottes er fællesbetegnelsen for de små stenhuse, der er rejst rundt omkring på de gyldne skråninger til opbevaring af redskaberne og for at beskytte vinbønderne mod regn og rusk. Da Marie-Pierre d'Ardhuy i sin tid valgte at kalde sit nye sted for La Cabotte, var det således en fint følt kærlighedserklæring til barndommens land.
Marie-Pierre brugte det meste af 5 år på at renovere bygningerne, revitalisere de 10 ha. som allerede var tilplantet og i 1986 fik hun forstærkning da en forelsket Eric Plumet valgte at "købe" hele pakken. Siden har Marie-Pierre sammen med Eric været først mønsterbryderen og siden selve frontfiguren i den transformation fra konventionel drift til økologi og biodynamisk landbrug, som mange vinbønder på Massif Uchaux kastede sig ud i allerede inden myndighederne havde fået de formelle rammer for certificering af det bæredygtigt landbrug på plads.
Marie-Pierre fortæller at det langtfra har været en dans på roser men at belønningen i form af en særlig stolthed, god samvittighed og et usædvanligt sammenhold blandt de mange ligesindede vinbønder får alle de bump, der har været på rejsen, til at fortone sig. Den officielle AB- og Demeter-certificering i økologi og biodynamik kom i hus i 2007, og siden har 2 af de fineste mærkedage i kalenderen været dels den i oktober hvor de ligesindede vinbønder i "Groupe Bio Dyn Dingues Donc" (!) mødes for at fylde deres kohorn med komøg og begrave dem, dels den i april hvor de mødes igen for at høste deres horn med beriget møg, som kaldes BD500 (se billedet til højre).
Data & fakta:
- Druesorter: Grenache, Syrah and Mourvèdre for de blå og Grenache Blanc og Clairette for de grønne. Derudover også Cinsault, Counoise og Vaccarese i Châteauneuf-du-Pape
- Praksis: Biodynamisk landbrug, økologisk produktion med inddragelse af månefaser. Behersket tilsætning af svovl
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber (ikke hvert år) og svovl
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: 30 ha. i 180-275 meters højde i Côtes-du-Rhône og Côtes-du-Rhône Village Massif d'Uchaux samt 1,5 ha. i Châteauneuf-du-Pape
- Årlig produktion: Omkring 130.000 flasker
- Certifikater: AB- og Demeter-certificering
- Relation: Hos Løgismose siden juli 2020