Martoccia di Brunelli
0 resultater
Martoccia di Brunelli
Martoccia di Brunelli er en af de mange vingårde, som fulgte med i opsvinget, da Brunello di Montalcino næsten ud af ingenting susede op på siden af, ja i manges munde, forbi Chianti Classico. Vingården ligger i en lille klynge huse lige nedenfor borgen i Montalcino, som kaldes Il Martoccia. Stedet har lige siden middelalderen været nævnt som et sted hvor der blev kultiveret vinstokke og lavet vin, men da familien Brunelli fik muligheden for at erhverve beskedne 3 ha. og flyttede hertil i 1964 var eksistensgrundlaget grøntsager og husdyrhold.
Vinen kommer først til da Mauro Brunelli og Anna Savini sammen med deres søn Luca i 1995 beslutter at købe mere jord, plante vinstokke og få bygget en egentlig vinkælder, så de kunne producere vin fra Martoccia i eget navn: Martoccia di Brunelli. Kælderen med rustfrit stål til vinifikationen og store slovenske egefade samt mindre franske barriques fra Allier stod klar i 2000, og samme år producerede familien deres første Rosso di Montalcino.
I dag ejer Martoccia di Brunelli ud over de oprindelige 3 ha. yderligere 22 ha. Heriblandt 10 ha. med Sangiovese fordelt på en række små parceller nord og nordøst for Montalcino, der kvalificerer sig til Brunello, og yderlige 4 ha. omkring Cinigiano med Sangiovese, Merlot, Mammolo og Colorino, der bliver vekslet til Chianti og familiens røde og lyserøde bordvine.
I alt en samlet produktion i omegnen af 150.000 flasker fordelt på 7 forskellige vine, og dertil kommer fremragende olivenolie og naturligvis Grappa.
Brunelli-familien valgte i 2017 at nedtone deres navn til fordel for Martoccia, som er navnet på den lille klynge huse, der har været deres hjem siden 1964, men de smukke labels med dragende lidenskabelige kvinder bestod. Det var Luca Brunelli, der på en rejse til Amsterdam var blevet forelsket i stemningen i værkerne af hollandske maler Van Dongen, og i samarbejde med den lokale grafiker Luciana Petti, fik han ekstrapoleret nogle af malerierne så de ganske effektfuldt visualiserer den oplevelse, der er i vente, når proptrækkeren finder vej ned til de forskellige vine.