La Spinetta
1 resultater
Type
Land
Pris
Forhandler
La Spinetta
Giorgio Rivettis nærmest magiske trylleri først med Moscato, siden med Barbera og nu også med Nebbiolo og Sangiovese har taget verden med storm.
Giorgio producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinetta's røde topvine.
Det er næsten for godt til at være sandt, men anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, og det er ganske vist: La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien.
Rejsen mod tinderne begyndte i 1977 da Giuseppe og Lidia Rivetti producere de første 7.000 flasker Moscato d'Asti fra vinmarkerne på toppen af bakken La Spinetta. Vinen som i dag hedder Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte.
I 1985 så markedet de første røde Barbera vine fra Asti, og i 1989 fulgte Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation. I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt. I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante ha. Barolo. I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 ha. med vinstokke og olivenlunde i Toscana. I 2011 blev det interessante Piemonte baserede Vermouth, Liquori og ikke mindst Spumantehus Contratto indlemmet i familien, og endelig blev der i 2018 erhvervet nogle hektar i bakkerne nede omkring Tortona i det allersydligste Piemonte med den unikke genopstandne druen Timorasso.
Alt i alt en fantastisk succesfyldt rejse frem mod flere end 200 ha. med egne vinmarker og olivenlunde, produktion af en bred vifte af store vine og en enkelt olivenolie på 4 forskellige platforme, som nu til sammen begaver markedet med mere end 700.000 bæredygtigt og/eller økologisk producerede flasker om året.