Luscombe Organic Drinks
0 resultater
Luscombe Organic Drinks
Det lille engelske familiefirma Luscombe producerer økologisk juice, saft, limonade, cider, tonic og Ginger Beer, og i årenes løb har de vundet utallige priser for indsatsen. Bare i England har de for eksempel modtaget den såkaldte Great Taste Award hele 58 gange i perioden 2003-2016.
Det var ægteparret Gabriel & Susie David, der løb firmaet i gang tilbage i 1997, og i dag er det stadig Gabriel David som tegner firmaet. Han er blevet kendt for at være uhyggelig kræsen, næsten neurotisk, når det kommer til kvaliteten af råvarerne. I sæsonen bruger han stadig en stor del af sin tid sammen med producenterne for at finde ud af hvornår frugten er optimal, og efterfølgende sigter han efter at producere i det perfekte øjeblik selvom det kræver mange omstillinger og udløser både aften og natarbejde.
De fleste af æblerne og hyldeblomsterne er af egen avl, men derudover samarbejdes der med et voksende netværk af avlere, som alle har fået den gave at de kan producere deres forskellige frugter under optimale klimatiske forhold. Det har betydet ingefær fra Peru, Lime fra Sri Lanka, Citroner fra Sicilien, Appelsiner fra Mexico og pærer fra Provence i jagten på den største velsmag.
Produktionen foregår stadig på gården Domesday i Devon, og det er nu som før de gamle familieopskrifter, som er i brug. Alt produceres i hånden og koncentrat, kunstige sødemidler, konserveringsmidler og farve er naturligvis forbudt. De forskellige drikkevarer produceres alle i relativt små mængder af gangen, og det betyder dels pirrende små smagsvariationer mellem de forskellige Lot-numre, dels udsolgte varer, når efterspørgslen overstiger, hvad det var muligt at producere i sæsonen.