Fakta
- 1 stk. 99,-
2023 Riesling Trocken Urstück
- 1 stk. 99,-
199,-
265,33 pr. l.
1 stk.
99,-
Spar 100,-
Beskrivelse
Dejlig tør, men ikke udbenende tør Riesling fra Klaus og Christa Jüngling og ikke mindst deres søn Oliver, som nu svinger med taktstokken i kælderen i den lille vin by Kesten, hvor efterhånden mere end 80% af vinene er tørre eller næsten tørre, hvilket gør Paulinshof til en af de vigtigste spillere i den vanskelige disciplin: "tørre Mosel vine".
Her er det deres Riesling Trocken Urstück, som befinder sig i kategorien Gutsweine et enkelt hak over familiens basis Riesling, som vi har solgt i den populære literflaske i mere end 20 år. Urstück derimod har vi holdt lidt ude i strakt arm nogle år, men da vi gensmagte vinen var vi ikke i tvivl. På trods af at vækstsæsonen i 2023 først var for tør, så alt for våd og til sidst alt for varm er det lykkedes for Oliver Jüngling at skabe en svævende liflighed, som helt sikkert vil charmere flertallet af Riesling druens mange venner.
Druerne kommer fra en tidlig oktober høst på flere forskellige små parceller med ældre og gamle vinstokke på Kestener Paulinshofberg. Druerne presses straks de ankommer til kælderen og gærer herefter i rustfrit stål til en alkoholprocent på 12,5% og omkring 9g. restsukker.
Fin duft med associationer til sommer eng, mirabelleblomme, snart modne æbler og forfriskende citrus, og derpå dejlig aromatisk og animerende i munden, hvor den lille restsødme på forbilledlig vis balancerer den underliggende syre og løfter fornemmelsen af frugt og mineralitet.
En letløbende nydelse, som tyskerne gerne serverer til hakkebøf med bløde løg og ristede kartofler. Prøv det, det fungerer bedre end vi rødvinsvante danskere tror, eller prøv og oplev hvor fint den forfrisker en pasta med fløde og friske kantareller.
Vinen er med i den fine lille og meget underholdende bog ”Die 101 beliebtesten deutschen Weine unter 10 Euro”, som den kendte hoteldirektør og sommelier Guido Eschholz muntrede sig med at skrive, mens hans hotel VITALIA Seehotel i Bad Segeberg lå underdrejet under Corona epidemien.
Producent
Navnet Paulinshof kan føres helt tilbage til 936, og er knyttet til Saint Pauls kirken i Trier, der dengang ejede enorme områder langs Mosel-floden. Springer vi godt 1.000 år frem i tiden, knyttes navnet til Klaus og Christa Jungling, som overtog Weingut Paulinshof i 1969. Efter et langt og sejt træk tilhører de i dag flokken af producenter, som kappes om at blive talt med blandt de bedste i Mosel.
Og det bedste er at Klaus og Christas søn Oliver, som nu har været på banen i nogle år, har vist sig at være et naturtalent, som uden at udstille faderen formår at tilføre vinene en ekstra spændstighed og dynamik, som har fået både Falstaff, Eichelmann og Der Feinschmecker til at gribe fat i superlativerne. For eksempel skrev Falstaff i november 2022 at ”Oliver Jüngling weiß das formidable Lagenpotential in dichte und mineralisch geprägte Rieslinge umzusetzen, denen es auch nicht an Würze und Eleganz fehlt und die hervorragend reifen können.”
Fra en start med bare 2 ha. er det med tiden lykkedes for Klaus og Christa at købe nogle af de bedst beliggende vinmarker i det centrale Mosel. Heriblandt parceller på Kestener Paulinshofberger, Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og ikke mindst Brauneberger Kammer, som i dag er i familiens fornemme ”Alleinbesitz”. Således er der efterhånden tale om næsten 8 ha. på stejle kalkrige skråninger, hvor udbyttet aldrig er gavmildt, og dertil et par mindre prominente, men mere gavmilde ha., som leverer broderparten af frugten til familiens Gutsweine.
Klaus Jungling kaldes i dag for en pioner, som satsede på og lykkedes med at producere tørre vine, da den globale opvarmning ramte Mosel og sænkede det ellers tårnhøje syreindhold i Riesling druerne. Klaus Junglings genistreg var, at han fortolkede begrebet Trocken, så vinene ikke nødvendigvis skulle være tørre i fransk forstand, det vil sige med 1-2g. restsukker, men derimod gerne måtte komme med 4-8g. restsukker. Blot der var tilstrækkeligt med syre til stede, således at oplevelsen forblev tør, velafbalanceret og aldrig snerpende.
Weingut Paulinshof producerer således i dag en meget tilfredsstillende serie af Riesling vine funderet på det halvtørre og især det helt tørre udtryk. Ca. 75.000 flasker bliver det til fordelt på op til 25 forskellige vine, når høståret tillader produktionen af de ædelt søde vine. Og over hele linjen er der tale om friske fint balancerede vine, som alle rummer fortællingen om deres terroir og den elegance og finesse, som god Riesling gerne skulle handle om.
Weingut Paulinshof leverede de første tørre tyske vine til Løgismoses sortiment. Klaus og Christa Jungling har således været en del af Løgismose familien siden efteråret 2006. Du finder det aktuelle sortiment her.
Oprindelse
Region
Mosel er en af Tysklands nordligste vinregioner. Den centrerer sig om floderne Mosel, Saar og Ruwer og er landets tredje største vinregion ift volumen af vin produceret. Det kølige kontinentale klima gør det svært at modne druer, og de bedste marker er placeret på skråninger ned mod floderne. Jordbunden er her endvidere rig på skiffer, som oplagrer varme om dagen og afgiver det om dagen. Hoveddruen er ubetinget Riesling, men der er også store beplantninger af Müller-Thürgau. Producenterne i Mosel har i mange år været flittige til at anvende prädikatssystemet i den tyske vinlov, og stort set alle vinene har historisk været balanceret af restsødme. I dag ses i stigende grad tørre vine, hvilket sædvanligvis er angivet med ordet "trocken" på etiketten.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter