Fakta
- 6 stk. 1.499,-
2019 Barolo
- 6 stk. 1.499,-
395,-
526,67 pr. l.
6 stk.
1.499,-
249,83 pr stk.
Spar 871,-
Beskrivelse
Pelassa-brødrene ejer også et par ha. med vinstokke i den nordlige del af Barolo distriktet, heriblandt nogle små parceller oppe bag det lille kapel S. Maria del Carmelo med en sydlig eksponering på den stejle San Lorenzo-skråningen, der kom med i den såkaldte "Le Menzioni", da vinmarkerne i Barolo-distriktet blev kortlagt i 2010. Altså det der ville svare til en Premier eller Grand Cru i Bourgogne.
Da en Barolo SKAL produceres indenfor distriktets grænser, har brødrene lejet et hjørne hos vennen Marcella Bianco i Cantine Castello di Verduno. Her afstilkes og sorteres de håndhøstede druer, lige så snart de ankommer, hvorefter de knuses og pumpes op i rustfri ståltanke, hvor gæringen de første dage ledsages af daglige overpumpninger (dèlestage) for at tilføre mere farve og for at udvinde mere mørk frugt. Vinen fyldes på en blanding af franske og slovonske egefade i forskellige størrelser (ingen nye), hvor den afslutter den malolaktiske gæring og efterfølgende modner i 24 måneder frem mod det tidspunkt, hvor Daniele kommer forbi og sammenstikker den endelige cuvée, som tappes på flasker og derpå transporteres op til Pelassa-brødrenes egen og nye kælder 30 km. længere nordpå, hvor vinen modner i yderligere 12 måneder inden den frigives til salg.
Fraværet af nye fade og den overvejende brug store slovonske egefade betyder, at vinen kommer i et udtryk, som nogle ville kalde Old School. Der er ikke gjort nogen forsøg på at maskere Nebbiolo-druens tanniner.
Lige fra vinens skænkes er der fornemt hul igennem til druens subtile parfume og fine frugt. Den er bestemt stadig i sin ungdoms vår og vital på den saftige måde, og den kan derfor med fordel få en ordentlig rusketur i en karaffel inden den skænkes i familiens største glas.
Herved vil vinen langsomt vise sin dybde og til sidst lande i nærheden af det raffinerede, hvor karakteristiske noter af tjære, tobak og læder, bliver løftet af hybenrose, blomstrende salvie og forskellige tørrede krydderier, samtidigt med, at frugten langsomt begynder at spille sammen med de maskuline tanniner og den underliggende syre.
En klassisk Barolo til det fine måltid hvor den kan nydes til både lyst og mørkt kød, og her er der ingen grænser for hvor intense de gode saucer må være.
Producent
"Vi tør godt uden at ryste på hånden udnævne de to entusiastiske brødre Davide og Daniele Pelassa fra Azienda Vitivinicola Mario Pelassa til to af morgendagens stjerner."
Sådan skrev vi tilbage i 2010, da vi introducerede Pelassa i Danmark på et tidspunkt, hvor brødrene blot havde været i gang i en halv snes år. Og det kan nok være vi fik ret. Fra at være en af de der små producenter, der solgte det meste til de lokale og så til et par importører, som havde været så heldige at lægge vejen forbi, har de nu erobret verden. De store internationale vinmesser er blevet en del af dagsordenen, og via høje ratings og smukke ord fra nogle af de internationale anmeldere har deres vine fundet vej ind på vinkortet på seriøse restauranter i både Europa, Amerika og Asien.
Lidt af et eventyr for to brødre hvis far Mario Pelasse i sine sidste år blandt andet skrev følgende stikord til det, der kunne være blevet hans erindringer: "Det var i april 1950, da jeg endnu ikke fyldt 10 år, jeg indså, at det øjeblik var kommet, hvor jeg skulle give familie en hjælpende hånd. Vores mor var ikke længere blandt os, jeg var et af seks børn og vi boede beskedent, Så en mandag morgen stod jeg tidligt op, fyldte et par flasker med ung Nebbiolo og cyklede af sted mod Torino".
Det hører med til historien, at cyklen stod i den søvnige landsby Borgata Tucci i hjertet af det, vi i dag kalder Roero distriktet, hvorfra der var et halvt hundrede km. ind til storbyen. Så den lille Mario nåede selvfølgelig ikke så langt, men det gjorde han senere. Efter etableringen af vingården var det ham, der kørte rundt i familiens lille Fiat 635 lastbil, og leverede de store glasballoner med Nebbiolo og Barbera til den voksende skare af kunder. Det var dengang, Fiat’en var familiens største investering.
Selvom der nu er kommet vinmarker til både i Asti og Barolo og såmænd også et helt nyt vineri, så har David og Daniele Pelassa bevaret ydmygheden, omsorgen for detaljerne og ikke mindst en omfavnende gæstfrihed, når de tager imod sammen med deres mor Maria Teresa Viglione, som vi nu også kalder Teresina.
Hendes hjemmelavede pølser og intense pastaretter, som altid følger med, når der skal smages vin, har gang på gang betaget vores kunder, når vi har haft dem med på tur, og Daniele indkapsler da også meget godt det familiesammenhold, vi fornemmer, når han kigger kærligt på Teresina og siger: "la Mamma è semper la Mamma". Eller på dansk "vores mor vil altid være vores mor".
Efterhånden mere end 150.000 flasker fordelt på 14 forskellige vine, herunder de 2 Mario’s, der gemmer på historien om cyklen, de 2 topvine Barolo San Lorenzo og Roero Antaniolo og den charmerende søde specialitet Birbet.
Pelassa har været med i Løgismose familien siden efteråret 2010 og du finder de vine vi aktuelt har i sortiment her
Oprindelse
Region
Piemonte ligger i Nordvestitalien og er en af landets mest prestigefyldte vinregioner. Vinmarkerne ligger mellem Alperne i nordvest og Apenninerne i sydøst, og regionen udmærker sig ved at være domineret af lokale sorter som f.eks. Nebbiolo, Barbera, Dolcetto, Arneis og Cortese. Klimaet er gennemgående kontinentalt men præget af nærheden til bjerge, som begrænser nedbørsmængden. Stilmæssigt produceres en bred vifte af typer fra de tanninrige og længelevende vine fra Barolo, de saftige og friske Barbera vine, de lette hvidvine på Arneis og Cortese samt de søde, mousserende fra Asti på Moscato. En stor del af vinene i regionen produceres indenfor DOC og DOCG reglerne.Distrikt
Barolo er et vindistrikt i Piemonte i det nordvestlige Italien. I de rullende bakker omkring byen Barolo syd for Alba produceres noget af Italiens fineste rødvin, og kun Nebbiolo druen må anvendes. Den plantes sædvanligvis på de bedste dele af sydvendte skråninger. Jordbunden varierer i distriktets 5 kommuner fra kalksten og mergel i La Morra og Barolo til mere sandsten i Castiglione-Falleto, Serralunga d'Alba og Monforte. Distriktet er kendt for aromatiske, tanniske og længelevende rødvine, omend der særligt de seneste år er kommet producenter på banen, der laver vine, som er hurtigere drikkeklar end tidligere tiders. Barolo skal pr lov lagres min 38 måneder hvoraf de 18 skal være på fad.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter