Fakta
- 6 stk. 790,50
2023 Beaujolais Villages Domaine Trois Vallons
- 6 stk. 790,50
155,-
206,67 pr. l.
6 stk.
790,50
131,75 pr stk.
Spar 139,50
Beskrivelse
En meget saftig og harmonisk Beaujolais. Lidt mere kødfuld, ja potent (kig blot på alkoholindholdet) end mange andre Villages-vine.
Det har tidligere været lidt af en tilsnigelse at kalde denne vin for "Domaine", fordi Georges Duboeuf både var ind over arbejdet i vinmarken og efterfølgende også sørgede for, at druerne blev forvandlet til vin oppe på Agamy, der er en slags kooperativ i den lille by Quincié.
Men nu har Michel Carret og hans søn Jérôme, der er henholdsvis 3. og 4. generation på Domaine des Trois Vallons, fået totalrenoveret deres chais og hjemtaget produktionen, så Duboeufs team nu kun står for analysearbejdet, aftapningen og den efterfølgende distribution.
Domainet har fået navnet "Trois Vallons" fordi Carret-familiens parceller med Gamay ligger spredt på skråningerne i 3 forskellige kommuner. Der er tale om vinstokke med en gennemsnitsalder i omegnen af de 45 år, hvor de yngste (dem under 30 år) kultiveres efter "Gobelet"-metoden (opbinding på stålvirer), mens de ældste stadig står som de langt mere arbejdskrævende lave buske. Vinstokkene står i et ret bakket landskab og flere steder begunstiges eksponeringen for solen af hældninger på både 20 og 30%, hvilket er til den absolut stejle side i Beaujolais.
Høsten er manuel og i den nyindrettede chais er der installeret transportører, som sørger for, at druerne nænsomt lander i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke. Der praktiseres en såkaldt MPC vinifikation eller/og termovinificering, hvor druerne indledningsvis opvarmes for at øge indholdet af polyphenoler og for at trække mere pigment ud i mosten. Herefter sænkes temperaturen, hvorefter druerne forvandles til vin under et let kulsyretryk (maceration carbonique) i løbet af en uges tid.
Producent
Les Vins du Georges Duboeuf er det største og ubetinget mest betydningsfulde navn i Beaujolais. Og med en produktion der i dag har rundet 30 mio. flasker er det en kendsgerning at mange, hvis ikke de fleste, har fået deres første oplevelser med druen Gamay og vinene fra Beaujolais via flasker fra Georges Duboeuf.
- Georges Duboeuf har funderet sin forretning på tre ting:
Samarbejde med flere end 300 vinbønder og druedyrkere. - Maceration carbonique. Gæring af de hele drueklaser, hvorved Beaujolais fik en frugt og umiddelbarhed, som ikke var set tidligere.
- Beaujolais Nouveau, lige fra det første væddemål blandt to journalister om hvem der først kunne nå hjem til London med den nye vin, op forbi 80'ernes hysteriske race om at komme først fem til de forskellige metropoler og frem til i dag hvor 25% af al Beaujolais fortsat forsvinder inden nytår.
Georges Duboeuf er opvokset på en lille vingård i Pouilly-Fuissé. Allerede som 6-årig hjalp han sine forældre med druehøsten. Han kvittede skolen før til og som 18-årig cyklede han rundt og solgte sin storebrors Chardonnay til de lokale restauranter, og da han opdagede, at der manglede noget rødvin i hans cykelsortiment startede de 2 brødre et af de smukkeste eventyr i den franske vins historie.
Først foregik det på cykel fra vingård til vingård for at smage og vælge, hvad der var værd at sælge. Siden er det fortsat under noget mere etablerede former, men besøgene hos vinbønderne og de omfattende smagninger udgør fortsat det egentlige fundament i forretningen.
I 1957 møder Georges Duboeuf Alexis Lichine fra Château Lascombes. De begynder at lave forretninger sammen, og Georges siger selv, at Alexis har en væsentlig aktie i alt det, som der siden skete på det forretningsmæssige område for Les Vins du Georges Duboeuf.
I efteråret 1977 var Lene Grønlykke for første gang forbi Georges Duboeuf. Sammen besøgte de Domaine Tour du Bief i Moulin-à-Vent, og med var også purken Jacob Grønlykke. Han sagde god for Gamay druerne, sådan som de smagte umiddelbart inden høsten, og lidt senere, da druerne var blevet forvandlet til en vin, hilste også de første medlemmer af Løgismose Vinklub Domaine Tour du Bief og dermed Georges Dubeouf velkommen til Danmark.
I de mere end 40 år, som er gået, har Georges Dubeouf og Løgismose haft et nært samarbejde og samtidig med at begge forretninger er vokset. For at sikre den rette eksponering indledte Løgismose derfor et samarbejde med Dansk Supermarked, som markedsfører et lille udvalg af Beaujolais vinene med de berømte blomster etiketter, mens top vinene - de såkaldte domainevine - fra de forskellige cru-kommuner markedsføres i Løgismoses webshop og udvalgte delikatessebutikker.
Selvom Georges Duboeuf i sine senere år påtog sig en rolle, der mest af alt mindede om en ældre statsmands og ikke længere involverede sig meget i forretningen, så var den sirlige slanke mand med det hvide hår og den pastelfarvede cashmere-trøje henslængt over skuldrene en hyppig gæst ved de mange smagninger lige til det sidste.
Men den 4. januar 2020 døde Georges Duboeuf i hjemmet i Romanèche-Thorins i en alder af 86. Hans hjerte ville ikke længere, og frugten fra 2019-høsten blev dermed den sidste, denne gudbenådede vinsmager nåede at være med til at evaluere.
Men eventyret fortsætter. Georges Duboeuf’s søn Franck trådte ind i selskabet i 1983. Da man åbnede forlystelsesparken Le Hameau du Vin i 1993 blev det underledelse af Francks hustru Anne Duboeuf og i 2012 blev det så deres ældste søn - Georges Duboeufs barnebarn - Adrien Duboeuf-Lacombe’s tur til, som chef for salg, marketing og strategi, at profilere familiefirmaet i de mere end 100 lande, som Georges Duboeuf’s vine eksporteres til.
"An excellent wine is always a work of art. It is first and foremost the result of the terroir, then of the care given to the vines, the right choice of harvest date and of course the know-how and talent of the winemaker" Georges Duboeuf (1934-2020)
Georges Duboeuf har så at sige været en del af Løgismose familien altid. Du finder det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Beaujolais ligger i forlængelse af Bourgogne mod syd og hører administrativt til denne region trods den slående nærhed til Rhone dalen. Klimaet er lunt indlandsklima og jordbunden er varieret med tydelige indslag af granit især i nord. Hoveddruen er Gamay, men der er også små beplantninger af Pinot Noir, Chardonnay og Aligoté. Basis niveauet formes af Beaujolais og Beaujolais-Villages, mens topniveauet udgøres af de 10 cru'er, som refererer til selvstændige vinbyer med særligt karakterfulde vine. Beajolais Nouveau er en specialitet, der frigives hvert år i november efterfølgende høst og hurtig gæring af druerne. Beaujolais er gennemgående friske og aromatiske rødvine.Distrikt
Beaujolais -Villages referer 38 byer i den nordlige del af Beaujolais, som er berettiget til at sælge vin under denne betegnelse. Udmærkelsen bunder hovedsageligt i jordbund og topografi, idet der her både er mere kuperet og mere granit i undergrunden end i den mere flade, sydlige del. Af samme årsag anses de for grundlæggende at være af bedre kvalitet end almindelig Beaujolais. Appellationen dækker både hvid, rosé og rødvin, hvoraf sidstnævnte er klart den største. Gamay er hoveddruen, men Pinot Noir anvendes også, mens det for de hvide er Chardonnay og Aligoté, der dominerer. Ca 1/4 af hele produktionen i Beaujolais markedsføres som Beaujolais-Villages, og vinene er generelt saftige, lette og frugtige lavet helt eller delvist efter Maceration Carbonique metoden.Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter