Fakta
- 6 stk. 23.199,90
Champagne Rosé Brut Limited Edition Lady Gaga
- 6 stk. 23.199,90
4.549,-
6.065,33 pr. l.
6 stk.
23.199,90
3.866,65 pr stk.
Spar 4.094,10
Anbefalinger
Jancis Robinson
17
Jancis Robinson - April 2021
Vinous by Antonio Galloni
97
Antonio Galloni - November 2021
Decanter Magazine
95
Yohan Castaing - Juli 2021
Wine Spectator
97
Alison Napjus - November 2021
Richard Juhlin Champagne Club
94
Richard Juhlin - Marts 2022
Beskrivelse
Dom Pérignon har i en årrække - med et budget som må give enhver PR-afdeling våde drømme - ført sig frem med nogle kunstneriske, ja avantgardistiske brandkampagner, hvor flaskerne blev iført nye gevandter og pakket i eksklusive og kreative gaveæsker, og i april 2021 kom det frem at popikonet Lady Gaga skulle lægge navn til den næste limited-edition af de berømte Champagne, nærmere bestemt Dom Pérignon brut 2010 og Dom Pérignon Rosé Brut 2006.
De to vine og ikke mindst Lady Gaga blev lanceret ved en imponerende kampagne, som rullede fra slutningen af september og ind i efteråret 2021, og det blev en kampagne som gik viralt. Flere end 7 mio. har foreløbig set Lady Gaga favne Dom Pérignon, og det har ledt frem til at vi i november 2022 fik en ”End of the Year Edition” af Dom Pérignon Rosé Brut nu med den på alle måder fremragende årgang 2008 i de ligeledes på alle måder ekstravagant udstyrede flasker.
Nok engang en eksklusiv gavemulighed og på grund af den gnistrende purpur silkelook på såvel flaske som æske sikkert også snart et unikt samlerobjekt. Markedsføringsmæssigt er der denne gang overvejende tale om genbrug, og det er et eller andet sted ganske klædeligt.
Producent
Dom Pérignon er det mest estimerede "brand" blandt alle de Champagner, som mægtige LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton efterhånden markedsfører. Vinen blev til, da Comte Robert-Jean de Vogue i begyndelsen af 1930'erne overtalte den daværende ledelse til at lancere en særlig prestige cuvée på eksportmarkederne. Det blev til relanceringen af brandet "Dom Pérignon", som Moët & Chandon havde købt fra Mercier i 1930. Det første parti ankom til London i 1935, hvor vinen blev vel modtaget. Men det var først i 1936 - efter lanceringen i New York - at tingene trods verdenskrisen tog fart, og lige siden har Dom Pérignon været den mest berømte og mest eftertragtede Champagne i USA.
I perioden 1990 til 2019 var det Richard Geoffroy som førte legenden videre, og selvom han officielt rakt stafetten videre til Vincent Chaperon har han stadig sin daglige gang i kældrene. Richard Geoffroy er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne, og i det nye millennium fik han fået lov til at forfølge sin drøm om at lancere denne legendariske vin senere end tidligere, og i de bedste årgange endda på 3 forskellige tidspunkter, således at de, der har råd, kan opleve den kompleksitet, som Dom Pérignon kan opnå efter både 8-10 års, 16-18 års og sågar 25-30 års modning inden bundfaldet skydes bort og Champagneproppen bankes på plads.
Richard Geoffroy nåede i sine 29 år som Chef de Cave at deklarere hele 15 årgange af Dom Pérignon, heraf 2005, 2006, 2009 og 2008-årgangen sammen med Vincent Chaperon, som kom til Dom Pérignon i 2005, og som nu forfølger det mål som Richard Geoffroy aldrig nåede: At deklarere Dom Pérignon 10 år i streg.
Dom Pérignon produceres som en anden supermarkedsvin i store mængder, og det mest imponerende ved vinen er måske den kvalitet og konsistens, som Richard Geoffroy, Vincent Chaperon og deres team formår at fastholde.
Selve produktionens størrelse er en velbevaret hemmelighed, men et godt bud er 2 mio. flasker. Mindst, men det har aldrig påvirket Dom Pérignon negativt. Her handler det mere om image end om detaljer og måske allermest om den gemytlige kappestrid med Krug, det andet topbrand hos LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton
LVMH-gruppens Champagnehuse:
- Moët & Chandon: Impérial Brut som virkelig er kommet sig efter mange sløje år.
- Dom Pérignon: Utrolig konsistent kvalitet mængderne taget i betragtning, og en reduktiv stil som det er let at elske allerede ved frigivelsen.
- Krug: Imponerende komplekse vine med markant fadlagring som dyrker diversiteten mellem de enkelte frigivelser,
- Veuve Clicquot: Enken der i den massive markedsføring er mere gul/orange end nogensinde.
- Ruinart: Især deres Blanc de Blancs i den klare flaske har succes.
- Mercier: Moët's value for money brand.
Oprindelse
Region
Champagne regionen ligger øst for Paris og dækker ca 30.000 hektar fordelt på 5 underregioner. Med en lav gennemsnitstemperatur på året, er druemodning vanskelig, og vækstsæsonen er kort med faretruende risiko for frost i blomstringsperioden og regn i høstperioden. Jordbunden er kalkholdig, særlig hvor markerne er placeret på skråninger. Både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay bruges til Champagne ofte i en blanding. Druerne gæres indledningsvis til en tør hvidvin, der inden salg gøres mousserende ved hjælp af Methode Champenoise. Champagne kan både være blandet af flere årgange (Non Vintage) eller være fra en enkelt årgang (Vintage) og vin fra Champagne har en unik status indenfor mousserende vin.Distrikt
Vallée de la Marne udgør sammen med Montagne de Reims og Cote de Blancs den centrale del af dyrkningsområdet for druer til Champagne. Vinmarkerne ligger på begge sider af Marne floden og dækker et areal på ca 8000 ha. Længst mod øst i dalen tættest på Montagne de Reims er Pinot Noir dominerende, mens Pinot Meunier dominerer beplantningerne i resten af dalen. Jordbunden er generelt præget af Micraster kalk samt mergel, og Vallée de la Marne rummer to Grand Cru kommuner, Ay og Tours-sur-Marne (sidstnævnte kun for Pinot Noir).
Næringsdeklaration
Indeholder ikke sulfitter