Fakta
- 6 stk. 28.024,50
Ribera del Duero La Diva
- 6 stk. 28.024,50
5.495,-
7.326,67 pr. l.
6 stk.
28.024,50
4.670,75 pr stk.
Spar 4.945,50
Anbefalinger
Robert Parker - The Wine Advocate
94-96
Luis Gutiérrez - Juni 2024
James Suckling
98
Zekun Shuai - August 2024
Guía Peñín
96
Guía Peñín - Maj 2024
Beskrivelse
I Løgismose er vi så privilegerede, at vi få lov til at arbejde med og tilbyde mange fantastiske vine, og langt hen ad vejen er det diversiteten, forskellighederne, som er vores drivkraft. Alligevel er det noget ganske særligt, når vi hvert år får lov til at modtage nogle ganske få kasser af denne stærkt limiterede vin, som vi var så heldige at smage allerede i 2014, inden de allerførste flasker fra den debuterende 2012-årgang kom på markedet.
Siden har vi med fryd og respekt fulgt Divaen, som nu er vokset op på siden af både legendariske Vega Sicilia og Peter Sissecks Pingus. En vin som på grund af sin kvalitet og sjældenhed er blevet en af de, måske den, mest ombejlede vin på den iberiske halvø.
Der er tale om frugt fra en nordvestvendt sandet kalkstensrig terrasse i 950 meters højde med en kaosbeplantning af ældgamle upodede Tempranillo og Albillo vinstokke, som angiveligt har overlevet fordi den lille vinmark er muromkranset. 0,35 ha. og færre end 1.000 vinstokke, fordi de er sat dengang vinbønderne gerne ville være sikre på, at der var fugt nok til rødderne selv i de tørreste perioder, og da frodigheden ikke ligefrem er vokset med årene, er udbyttet uhyggeligt lavt.
I denne ellers gavmilde 2022-årgang er det således blot blevet til godt 800 flasker, men som Bertrand Sourdais formulerer det: "This is the natural consequence of growing this "rara avis" (sjældne fugl).
Druerne er plukket i løbet af et par timer en klar og kølig morgen med soignering af klaserne mens de plukkes. Alle stilke fjernes, hvorefter druerne - blå som grønne - går direkte op i et åbent lodretstående egefad på 1.500 liter, hvor de med fodtramp og manuelle omrøringer uden temperaturregulering og uden tilsætning af fremmede gærstammer langsomt er blevet forvandlet til en vin som i november er blevet fyldt på 3 brugte Bourgogne fade hentet til Spanien fra selveste Domaine Romanée Conti. Herefter modning i 18 måneder frem mod aftapningen uden klaring eller filtrering i februar 2024.
En insisterende vin som allerede nu leverer en subtil frugt som overskygger de søde og krydrede noter fra fadet og bidrager med modne mørke bær og en flot floral aroma. Herefter fortsætter den aromatiske friskhed i munden, hvor det ikke handler om potens, men en subtil finesse, som blot bliver ved med at udvikle sig efter hånden som vinen får luft og den opdager, at den er ankommet til verden.
Producent
Bodegas Antídoto y Dominio de Es er navnet på den franske vinmager Bertrand Sourdais første egen vingård, som han kunne slå dørene op til i sensommeren 2016 efter et forunderligt jointventure med den spanske agronom David Hernando.
Bertrand blev oprindeligt hentet til Ribera del Duero fra Chateau Mouton-Rothschild af den spanske vinhandler og investor Miguel Sanchez, der tilbage i 1999 var i fuld færd med at opkøbe og revitaliserede oldgamle vinstokke i den øverste og østligste del af regionen. Et område som stort set ikke var blevet omfavnet af den moderne vinindustri, men da de sammen skabte vinen Domino de Atauta ændrede området status nærmest fra den ene dag til den anden.
Det skete i foråret 2004, da en af Frankrigs mest kendte kritikere Michel Bettane sammen med Spanien legendariske vinjournalist, Jose Peñín, satte sig for blindt at smage de tredive bedste vine fra Frankrig og Spanien plus et enkelt wildcard, som gik til netop Dominio de Atauta angiveligt fordi vinen qua spansk frugt og en fransk vinmager udtrykte et jointventure mellem Spanien og Frankrig. Og da "Dominio de Atauta" løb med alle roserne foran notabiliteter som Vega Sicilia 1994 og Chateau Latour 2000, blev der skrevet historie.
Desværre blev Miguel Sanchez fanget af den spanske recession, og sent i 2009 måtte han opgive at føre Dominio de Atauta videre, og da Bertrand Sourdais ikke kunne enes med de nye ejere om det fremadrettede ambitionsniveau, valgte han at rejse hjem til forældrenes vingård i Chinon.
Bertrand Sourdais kunne imidlertid ikke slippe sin fascination af de gamle vinstokke i Soria-provinsen, så lige så snart finansieringen kom på plads, var han tilbage i Spanien, hvor han skabte vinen ”Antídoto” på noget af den frugt, der tidligere var endt hos Dominio de Atauta og nogle druer, som vennen og partneren David Hernando købte ind til projektet.
Vinen modnede i lånte fade i et hjørne af vinkælderen hos nogle af venner i Ribera del Duero, og da den straks blev en succes, banede den vejen for, at Bertrand og David kunne investere i og/eller leje flere små spændende parceller med gamle Tempranillo kloner, hvoraf flere stadig stod/står på deres oprindelige europæiske rødder, fordi vinlusen aldrig nåede helt op i den øvre Dourodal, og slet ikke ned i den fattige og sandrige klippegrund.
Dette banede vejen for en overbygning, der fik navnet Dominio de Es. Den første vin var 2011-årgangen af Viñas Viejas de Soria skabt på frugten fra højt placerede parceller orkestreret af masser af sand og kalksten, som Bertrand og David havde erhvervet i Valdegatiles, Llanos del Almendro og La Mala alle i Atauta-dalen. Med 2012-årgangen fulgte den nu allerede ikoniske La Diva fra en lille ekstrem muromkranset vinmark. Med 2016-årgangen fulgte La Mata fra en revitaliseret parcel, som optegnelser i de lokale arkiver dokumenterede allerede stod med gamle vinstokke tilbage i 1904.
Endelig fulgte sammen med 2019-årgangen La Corravilla, som er det foreløbig seneste skud på stammen. En vin skabt på frugten fra en kalkrig parcel med gamle hovedsageligt Tempranillo vinstokke, som Bertrand Sourdais og hans hustru Olga Escudero under revitaliseringen var blevet klar over, angiveligt var en særlig klon, som Bertrand kunne veksle til en vin med en lidt mere “løssluppen” frugtprofil, eller som Bertrand har formuleret det: “Un punto salvaje, prehistórico. Un diamante en bruto”. Eller på dansk: “En usleben diamant fra et vildt forhistorisk sted”.
Alle 5 vine produceres i så stærkt begrænsede mængder, at de er nærmest uopdrivelige, og Bertrand Sourdais ambition er da også at bide skeer med Peter Sisseck. En ambition som angiveligt allerede er indfriet. I hvert fald hvis man lader vor tids måske største Ribera del Duero ekspert Tim Atkin holde målestokken. Således har Tim Atkin i de seneste 5 udgaver af sin "Ribera del Duero Special Report” ladet Dominio de Es indtage en eller flere af podiepladserne ved siden af Dominio de Pingus og Vega Sicilia.
Bertrand Sourdais er således ikke længere bare en vinbonde blandt mange andre. Han er trods sit franske ophav blevet en af de lokale helte. ”Bebert” og ”El Vigneron de las Tierras de Soria” kalder de ham. Altså ikke ”bare” en vinbonde, men selve vinbonden fra Soria! En titel som Bertrand Sourdais naturligvis er stolt over, og derfor er ”El Vigneron de las Tierras de Soria” også navnet på den lille rørende vistnok første tegneserie om en vinbonde, som den spanske tegner José Ramón Inchausti har illustreret og som Bertrand Sourdais selv har leveret manus til.
Dominio de Es har været en del af Løgismose familien siden efteråret 2014.
Se vores aktuelle vine fra Dominio de Es her
Oprindelse
Region
Castilla Y León ligger nordvest for Madrid og er den største af Spaniens 17 regioner. Klimaet er kontinentalt med store udsving i temperaturen mellem dag og nat. Regionen dækker over 9 DO'er her iblandt nogle af Spaniens højst estimerede. Den langt overvejende del af produktionen er rødvin og Tempranillo regerer i Ribera del Duero og Toro, mens Mencia har sin højborg i Bierzo. Mest kendt for hvidvin er Rueda, hvor der dyrkes både Verdejo, Viura og Sauvignon Blanc.Distrikt
Ribera del Duero ligger i regionen Castilla Y Leon i det nordlige Spanien og anses for at være en af landets bedste vindistrikter. Vinmarkerne spreder sig på hver side af Duero floden på et plateau mellem 500 og 900 moh. Klimaet er ekstremt kontinentalt med varme og tørre somre og råkolde vintre. Stort set hele produktionen udgøres af rødvin med hovedvægt på Tempranillo ledsaget af små mængder Albillo og Garnacha samt Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Garnacha bruges også til at lave små mængder rosévin.
Næringsdeklaration
Indeholder ikke sulfitter