Aalto Bodegas y Viñedos
0 resultater
Aalto Bodegas y Viñedos
Der er mange, der har investeret i Ribera del Duero da opsvinget kom susende, men få har gjort det mere velovervejet og med større ekspertise end Mariano García Fernández, som i 1998 forlod posten som ledende vinmager på Vega Sicilia.
Han er født i Valbuena de Duero og studerede på "Escuela de la Vid y el Vino" i Madrid, hvorefter han i 1968 fik job på Vega Sicilia. Her endte han efter 10 år som teknisk direktør, og i 20 år var det ham alene, der profilerede Ribera del Dueros mest ikoniske vingård.
I 1998 var alt det, der også skete i Ribera del Duero imidlertid blevet for fristende, og i februar 1999 kom det frem, at Mariano García sammen med vennen Javier Zaccagnini, der også var direktør for Regulatory Council i DO Ribera del Duero, havde grundlagt Bodegas Aalto funderet på en filosofi om minimal intervention og en søgen efter først det maksimale territorialt aftryk i vinene fra de forskellige parceller og dernæst en kraft, struktur, elegance og kompleksitet i den endelige cuvée, som overstråler det man kunne opleve i de enkelte vine.
Mariano García og Javier Zaccagnini begyndte at udbygge deres i forvejen imponerende netværk og i løbet af de første tyve år har de bragt sig i en position, hvor de nu i et samarbejde med omkring 40 vinbønder ejer eller kontrollerer mere end 130 ha. med overvejende gamle vinstokke i forskellige højder og med forskellige eksponeringer og jordbundsforhold spredt ud over mere end 200 små parceller i 9 forskellige kommuner Ribera del Duero-appellationen.
I de første år var der tale garagevine, der blev produceret i lejede faciliteter i Róa, men i 2005 flyttede de ind i et nyt vineri, som de havde fået opført på en 15 ha. stor grund udenfor Quitanilla de Arriba. Arkitekten var Jesus Manzanares, som også stod for opførelsen af Alvaro Palacios vineri i Priorat, og udefra var der tale om minimalisme ikke mindst fordi alt andet en produktions faciliteterne blev sparet væk, men indenfor var der tale om avancerede topmoderne state of the art løsninger, hvor man efter gravity-fed princippet rakte 5 etager ned under jorden.
Investeringen truede med at få projektet til at kuldsejle og derfor valgte Mariano og Javier i 2006 at udvide ejerkredsen ved at sælge 40% til den stenrige asturiske Masaveu-familie (Bodegas y Viñedos de la Casa Masaveu) og andre 40% til den ligeledes velhavende Nozaleda-familie (Grupo Nozar og Grupo Enate. Det ledte frem til den konsolidering, som først førte Aalto sikkert gennem finanskrisen, siden gjorde det muligt at tage kontrol over stadig flere ha. og senest at den udsatte anden fase, den mere sociale del af vingården kunne færdigopføres i 2016/17.
Trods ekspansion producerer Bodegas Aalto fortsat kun de to oprindelige rødvine og så siden 2020-årgangen også hvidvinen Blanco de Parcela Fuente de las Hontanillas.
Løgismose har haft vine fra Aalto Bodegas y Viñedos i sortiment siden foråret 2022. Se de aktuelle vine her