Château Marquis d'Alesme
0 resultater
Château Marquis d'Alesme
Mange af de klassificerede slotte i Medoc har i lange perioder underpræsteret på grund af hyppige ejerskifter og manglende vilje eller kapital til at passe på renomméet hos nogle af de ejere, som kom forbi, og bladrer man lidt i bøgerne, vil man opdage, at Château Marquis d’Alesme kandiderer til at gemme på den allermest omtumlede historie. Slottet har således i årtier været et lysende eksempel på urimeligheden i at fastholde et hierarki, som dybest set blot var udarbejdet som et show off op til en verdensudstilling i en svunden tid.
Og selvom vinen i dag er bedre end nogensinde og et af de bedste insidertips, hvis man interesserer sig for forholdet mellem pris og kvalitet, er det forunderligt, at man fortsat får lov til at føre sig frem som en 3ème Grand Cru Classé, fordi vinen i perioder har været helt forsvundet, fordi kun et par små parceller svarer til de oprindelige, og fordi slottet vi ser på etiketterne ikke fulgte med, da Château Marquis d’Alesme senest skiftede ejere.
Ikke desto mindre blev rejsen tilbage mod fordums storhed indledt i 1938, da Paul Zuger, der allerede havde købt resterne af Château Desmirail, købte Château Marquis d’Alesme. Familien købte senere og naboslottet Château Malescot-St-Exupéry, ”adlede” adskillige parceller fra det ene slot til det andet og investerede både i vinmarkerne og i kælderen, og omkring årtusindeskiftet, hvor en af Paul Zuger sønner Claude Zuger i en årrække havde været indsat som daglig leder, var respekten for slottets vine større end nogensinde tidligere.
Det var derfor overraskende, da det i 2006 kom frem, at Claude Zuger valgte at sælge i en konstellation, hvor han gav slip på alt bortset fra slottet, som fortsat skulle tilhøre og bebos af familien Zuger.
Køber var Hubert Perrodo, som allerede i 1989 havde købt det nærliggende Château Labégorce. Han var blevet milliardær i den petrokemiske industri, og nu var planen at Château Marquis d’Alesme skulle profileres, så vinene ikke behøvede at neje hverken for naboerne eller for genboen Château Margaux.
Hubert Perrodo omkom desværre på tragisk vis på skiløjperne i Alperne i efteråret 2006, og Château Marquis d’Alesme er derfor blevet hans datter Nathalie Perrodos livsværk. Hun indsatte tidligt den allerede respekterede Marjolaine de Coninck som daglig leder og vinmager, og da Marjolaine samtidig fik næsten ubegrænsede midler til at opføre et nyt vineri og en ny Chais (som stod færdig til at modtage sin første høst i 2015), har Château Marquis d’Alesme de senere år leveret en af de mest pålidelige og ikke mindst nogenlunde nådigt prissatte vine i Margaux.
Løgismose har ingen direkte import fra Château Marquis d’Alesme, men køber vinene når priserne er attraktive på det åbne marked i Bordeaux. Du finder de vine, vi aktuelt kan tilbyde her