Domaine Barge
0 resultater
Domaine Barge
Domaine Barge er et af de historiske domæner i det nordlige Rhône. Således begyndte familien at vedligeholde terrasser og passe vinstokke på de stejle skråninger helt tilbage i 1860. Plylloxera tvang dem imidlertid i eksil i Paris, hvor Pierre Barge i en årrække ernærede sig som vognstyrer, men i slutningen af 1890’erne var familien tilbage i Ampuis, og i de første år af 1900-tallet genplantede de, som nogle af de første, Syrah og Viognier på amerikanske rodstokke. Det gik godt, og få år senere kunne de leve af at sælge deres frugt til Maison Vidal-Fleury. Eller rettere næsten, Josephine Barge virkede i næsten 20 år som kok på en kro i Verlieu, hvor hun blandt andet serverede for det berømte fransk/polske kemiker par Pierre og Marie Curie.
I 1929 tappede Jules og Josephine Barge for første gang deres egen Côte-Rôtie. Bare 700 flasker drejede det sig om, men det blev begyndelsen på en møjsommelig rejse, hvor der år for år blev minde og mindre til Vidal-Fleury, enten fordi familien selv solgte mere, eller fordi de ikke havde noget at sælge.
Den 31. januar 1956 beskar de deres vinstokke i skjorteærmer. Dagene efter kom frosten, og i de efterfølgende uger mistede de og alle andre vinbønder i det nordlige Rhône stort set alt. Jules Barge måtte nu ernære sig som murer, mens han reetablerede sine parceller, og vi skal helt frem til 1970, hvor next generation i skikkelse af brødrene Pierre og Andrè Barge havde taget over, før konturerne til det moderne Domaine Barge begynder at tage form.
Nye parceller blev købt, og i 1978 er familien for første gang i stand til selv at tappe og sælge hele produktionen. Herefter fulgte små 20 år hvor Barge-brødrene sammen med Marcel Guigal, René Rostaing og Robert Jasmin blev frontløbere i det, vi i dag godt tør kalde revitaliseringen af Côte-Rôtie.
Pierre Barge’s søn Giles Barge blev en del af projektet i 1979 efter han havde uddannet sig til ønolog og arbejdet med salg og marketing i et par år, og det blev det ham, der kom til at krydre traditionerne med innovation hos familie Barge, selvom han formelt først fik overrakt nøglerne til kælderen i 1994.
Traditionen med at gære med en meget høj procentdel hele drueklaser og efterfølge modne vinen i nærmest neutrale demi-muids og foudre blev der ikke rørt ved, men han reducerede brugen af svovl (længe før nogen som helst forbrugere bekymrede sig om den slags), reducerede mængden af omrøringer og overpumpninger og sigtede efter at undgå både klaring og filtrering af vinene forud for aftapningen på flaske.
Og nok så vigtigt tog han et opgør med det konventionelle landbrug ud fra devisen ”Le modernisme s’est immiscé partout” (modernismen forstyrrer alting), og i dag er alle parceller kultiveret økologisk eller i det mindste respektfuldt, fordi det, som Giles Barge udtrykker det, "handler om ikke at være i konflikt med naturen, men derimod om at finde ind til et gensidigt partnerskab" fordi ”foråret er livet i al sin kreative kraft, og alt, hvad der vokser, klækkes eller fødes, er nødvendigt”.
Giles Barge er stadig yderst nærværende både oppe på terrasserne og i kælderen i udkanten af Ampuis, men han overlod formelt ansvaret til sin søn Julien i sommeren 2019, og det er ham, der har fået lov til at løbe med papirnusseriet, så alle vinene startende med 2022-høsten også formelt er økologiske.
Oprindeligt var der 3 Côte-Rôtie vine i portofølgen, men parcellerne oppe på Côte Brune er nu lejet ud til Jean-Michel Gérin (som er gift med Gilles Barges lillesøster), og derfor må vi ”nøjes” med Côte-Rôtie Coeur de Combard og Côte-Rôtie Les Côtes samt vinen La Serrine, der kommer som en Vin de France, selvom det lille parcel på 0,5 ha. på alle sider er omgivet af vinstokke, der står i Côte-Rôtie appellationen hvilket har medført en lidt morbid label og tilføjelsen ”Enclavée Cuite Rôtie”. Dertil kommer en tidlig og sent høstet Condrieu, hvid og rød Saint-Joseph samt en Côtes du Rhône skabt på købt frugt fra St. Martin d’Ardèche, der både sælges som et muntert "Loch Ness" uhyre og under det registrerede varemærke "Les Coteaux de Légende".
Domaine Barge blev en del af Løgismose familien i efteråret 2019, og du kan se de vine, som vi aktuelt tilbyder her. Bemærk at alle vinene er limiterede, og at mængderne derfor er begrænsede.