Château Valandraud
5 resultater
Type
Land
Region
Distrikt
Drue
Årgang
Pris
Anmeldelser
Produktionsmetode
Passer godt til
Forhandler
Fine Wine
- 2017 - Château Valandraud - 0,75l
Château Valandraud
98 pointVinous by Antonio Galloni
1.875,-
2.500,- pr. l.
Château Valandraud
Château Valandraud er en af de første garage-vine i Bordeaux og en af de nyere sensationer fra Saint-Emilion skabt af Jean-Luc Thunevin og hans kone Murielle, der drømte om at skabe deres egen vingård og producere deres egen vin sideløbende med deres store succes som vinhandlere med fokus på Saint-Emilion. Det startede så småt i 1989, da de købte en lille parcel på blot 0,6 ha. og navngav det Val Andraud, fordi det lå i en den lille dal Vallon de Fongaban mellem slottene Pavie-Macquin og La Clotte, og fordi Andraud var Murielle’s pigenavn.
Lidt efter lidt fik de fat i flere andre veleksponerede parceller, og i dag disponerer Jean-Luc og Murielle over knap 9 ha. dedikeret til Château Valandraud. Parcellerne ligger som et ægte kludetæppe spredt ud over hele Saint-Emilion appellationen, og det beriger Jean-Luc og Murielle med en mangfoldighed af jordbundstyper, mange forskellige kloner af druesorterne og vinstokke i snart sagt alle aldre.
Den omtrentlige drueblanding er 65% Merlot, 25% Cabernet Franc, 5% Cabernet Sauvignon og 5% tilsammen af Malbec og Carmanère fra vinstokke, der er mellem 20 og 70 år gamle. Høsten er manuelt, varer kun et par dage og udføres af et hold på omkring 50 personer bestående af venner, medarbejdere og dedikerede kunder, som ønsker at komme helt tæt på deres favoritvin og med til den fest, som plukningen hvert år udvikler sig til.
På trods sin mangel på historie, på trods af at der er tale om sammenbragte druer, på trods af at vejrguderne drillede de første år, på trods af at en ung Robert Parker i starten var skeptisk (83-point), og på trods af en primeur priser, som kun var en smule lavere end dem slottene fra toppen af 1855-klassifikationen forlangte, fik Château Valandraud succes.
Robert Parker vendte på en tallerken, da han smagte en fadprøve af 1995-årgangen i marts 1996, og betydningen af den lovprisning, der fulgte med, kan næppe overvurderes: ”Valandraud is the Le Pin of St.-Emilion. Lavishly rich, oaky, and perfumed, these voluptuously-textured, full-bodied wines are loaded with ripe, jammy fruit. Who would not be seduced or impressed by this up and coming star of Bordeaux?”
Her snart 30 år senere er Château Valandraud stadig en af de mest efterspurgte vine i hele Bordeaux. og de årlige 10.000-16.000 flasker er som regel altid solgt inden frigivelsen.
Jean-Luc og Murielle har undervejs på deres forunderlige rejse fået ryddet op i de parceller, som leverer frugten til vinen, og det betød at Château Valandraud i 2012 fik status af Saint-Emilion 1er Grand Cru Classé. En position som blev forsvaret ved den seneste revision af hierarkiet i 2022, har betydet at slottet blev inviteret med ind i den fornemme Union des Grands Crus de Bordeaux.
Det er mange år siden Château Valandraud blev produceret i en primitiv garage i en lille gyde oppe i Saint-Èmilion, og det er endnu flere år siden Jean-Luc og Murielle har måttet spinke og spare for at få råd til de nye fade, som vinen altid er modnet i, men begrebet ”garagiste” hænger ved, måske fordi Robert Parker også kærligt har kaldt Jean-Luc Thunevin for Saint-Èmilions ”Mauvais Garcon” eller på engelsk ”Bad Boy”. Et udtryk som Jean-Luc tog til sig og fik ham til at kreere en vin med navnet Bad Boy med label kreeret af vennen Eric Soulat med et sort får der læner sig op af et skilt, der viser vejen til garagen.
I Løgismose har vi fundet det muntert at følge Jean-Luc og Murielle, og lige siden Robert Parker fandt på sammenligningen med Le Pin, har vi tilbudt vine fra Château Valandraud. Du finder de aktuelle flasker her