RÅVAREFOKUS
SILD TIL FROKOSTBORDET
Søde, salte, sure, fede, røget, marineret, stegte og rå sild
SILD I STRIDE STRØMME
Fra slut september hvalfarter danske lystfiskere til de vestjyske fjorde for at få krogen i nogle af de tusindvis af fede høstsild, der svømmer ind i fjordene.
Siden middelalderen har vi modnet, saltet, røget og marineret den, så sæsonen forlænges. Faktisk har silden i tusindvis af år været en af menneskets vigtigste proteinkilder. Trods at vi har adgang til et væld af proteinrige råvarer, er Danmark nu stadig en sildenation – og med god grund. Den lille, fede fisk er en fantastisk spisefisk.
DET STORE SILDEBORD
Frokostbordet er, når det er bedst, et herligt sammensurium af sødt, salt, surt, fedt, røget, marineret, stegt, kogt og råt, og hvis det hele ikke blev serveret i én pærevælling, ville en sommelier givet kunne præstere en spændende vinmenu, som med en 6-8 indslag matchede de forskellige smage. Men det handler også om tryghed og traditioner, så når det trækker op til julefrokost, påskefrokost osv. giver vi vores sommelier en fridag, skyder genvej og klarer os med øl og snaps til resten!
Sæt dig godt til rette. Vi skal nemlig igennem det helt store frokostbord i krostuen. Vi begynder med øl, snaps og ni forskellige slags sild, siden ankommer kålpølser med grønlangkål og rullepølse med garniture og Ø-laks, og anderillette.
Vigtigst er at huske, at sild hører ikke kun de store højtider til, silden kan og bør nydes året rundt.
Halleluja og velbekomme!
LØGISMOSE SILD
Løgismose serie af gammeldags modnede sild er alle fremstillet efter traditionelle bornholmske opskrifter. De gammeldags modnede, hele fileter håndkrydres og håndrulles ned i glasset. Hele sild lægges i en tønde med salt, sukker og krydderier. Modningen sker herefter ved hjælp af sildens egne naturlige enzymer over 6-12 måneder. Den langsomme modning gør, at silden udvikler flere smagsnuancer, og at smagen er rund og fyldig. Til sammenligning modnes de hurtigtmodnede sildefileter blot i få uger i en stærk opløsning af eddike og salt, hvorfor smagen er mindre nuanceret. Marinede- og karrymarinerede sild kan købes i Netto og hos Løgismose, Nordre Toldbod.