RÅVAREFOKUS
PÅ SKATTEJAGT I SKOVBUNDEN
De senere år er skovbunden og dens svampe blevet det rene tilløbsstykke for smarte byboere i det spæde efterår. Tisvilde Hegn, Asserbo Plantage og skovene omkring Silkeborg er blot nogle af de steder, hvor man kan gå på skattejagt og komme hjem med hele kurve fulde af skovens perler.
Egentlig kan man samle svampe hele året, men især efter en lun og fugtig sensommer og perioder med regn, er sandsynligheden for at opdrive svampene stor. Oftest vokser svampene på underlag af mos under gran og fyrtræer samt bøge- og egetræer, men man kan også være heldig at finde svampe på græsmarker, især hvor heste og køer græsser.
Det er dog de færreste svampeplukkere, der røber deres svampespots. Og det er med god grund. Der er noget frydefuldt over at finde svampe, det er ren og skær en skattejagt. Har man først fundet én svamp, vil man finde flere, og sådan kan man blive ved, indtil ens medjæger sætter en fod i jorden og trumfer, at nu er det er nok … Her skal man trumfe, at man vil blive, for svampe kan man ikke få nok af. De kan nemlig tørres, syltes eller laves til svampeolie og på den måde holde hele vinteren.
Sæt en god dag af til at tage på svampejagt: Fyld en termokande med god kaffe og fed mælk, smør et par sandwiches og husk så svampekniv og en god kurv, så svampene kan ligge let og uden at blive fugtige.
Ifør dig gummistøvler, så du undgår flest mulige flåter og brandnældestik – og husk så, at der findes over 100 spiselige svampe i Danmark, men spis kun dem, du kender!
FIND DE GODE SPISESVAMPE
KANTARELLER
Går du med håbet om at finde kantareller, er du formentlig ikke den eneste. Kantareller er nemme at kende og smager himmelsk, når de steges sprødt. De trives i klitplantager, og du kan være heldig at finde dem allerede i juni.
ØSTERSHATTE
Gror på døde eller halvdøde træer, især bøgetræer. Det er én af de få svampe, du kan finde i hobetal i det sene efterår og tidlige vinter. Smagen i vilde østershatte er langt kraftigere end den, vi kender fra detailhandlen, så afsti-afsted til halvdøde bøgetræer.
TRAGT-KANTARELLER
Der vokser rigtig mange på ét sted. Som de gullige kantareller trives tragt-kantareller i grantræsplantager blandt mos. De ligner visne blade, så tag et godt kig på dem, for det er en svamp, du ikke vil misse.
SORTE TROMPETSVAMPE
Hvis man ikke ved bedre, ser den sorte trompetsvamp både død og rådden ud med sin gråsorte farve. Men virkeligheden er en helt anden, som du bestemt skal tage med hjem i køkkenet. Den trives i den lerede jordbund blandt olierede blade, hvorfor den kan være svær at få øje på. Men den er umagen værd. Tør den og gem den til vinterens braisér-retter.
KARL-JOHAN
Den måske mest eftertragtede spisesvamp herhjemme. Den smager fortræffeligt og er kongen så at sige, i rørhattefamilien. En familie hvor kun et meget lille fåtal er giftige (satans rørhat, rødgul rørhat og djævle-rørhat). Enkelte smager bittert, men er langt fra giftige, så smag på dem, før de ryger i svampetoasten.
KOKKETIP
SÅDAN RENSER DU SVAMPE
Svampe kan være krogede og med lameller, hvori der kan gemme sig jord fra skovbunden. Få kokkens guide til, hvordan du renser svampe bedst.