RÅVAREFOKUS
RØDDERNE
Gulerødder, persillerødder, knoldselleri, beder, pastinakker, jordskokker, kålrabi, majroer og skorzonerrødder. De er knoldede, skæve og jordede. De vokser under jorden, og når først de trækkes op i efteråret og ser dagens lys, har de ganske meget at byde på.
I løbet af både foråret og sommeren er november måneds råvarer blevet næret med saft og kraft under jorden. Rodfrugterne har et naturligt højt indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre og kan derfor være med til at vække vores trætte vinterkroppe og afværge vintersnuen, der lurer.
Dog kan rødderne måske virke en smule hårdføre, men med lidt kokkekærlighed byder de på en flot farvepalette og mange smagsnuancer. Således stemmer vi i med Fødevarestyrelsens officielle kostråd “Spis flere grøntsager og frugter”.
5 GODE GRUNDE TIL AT SPISE FLERE RODFRUGTER
1. Rodfrugter koster ikke en herregård.
2. De er rige på vitaminer, mineraler og kostfibre.
3. Rodfrugter er blandt de råvarer med lavest klimaaftryk.
4. De er alsidige og kan spises rå, bages, steges, koges og syltes.
5. Opbevar rødderne i køleskabet, skuret eller på altanen, så kan de holde sig i flere uger.
5 KOKKETIP TIL AT FÅ FLERE RODFRUGTER PÅ MENUEN
1. Erstat halvdelen af kartoflerne med pastinak, knoldselleri eller persillerod, når du skal lave kartoffelmos.
2. Lad dem være alternativ eller supplement til kød. Riv gulerødder i hjemmelavet bolognese, erstat noget af kødet i frikadeller med knoldselleri eller pastinak og brug en masse i vinterens gryderetter.
3. Sylt rodfrugterne, og nyd som syrligt tilbehør til vinterens retter og på julefrokostbordet.
4. Kog rodfrugterne til puré, og vend i risotto – prøv f.eks. gulerods- eller rødbederisotto.
5. Skal der smag på dippen? Kog rodfrugterne møre og blend sammen med kikærter, tahin, hvidløg, spidskommen og olie til grøntsagshummus.