THILDES BIODYNAMISKE HAVE
Jeg holder af pillearbejdet
Det sitrer over alt i køkkenhaven. Sarte spirer buldrer frem med imponerende kraft trods deres spinkle udseende. Ja, der skal luges, og der er timer på alle fire. Ukomfortabelt? Måske. Men jeg tror grundlæggende ikke på, at livet udelukkende skal være komfortabelt for at være lykkeligt.
Jeg holder af pillearbejdet. Man kan se et tydeligt resultat med det samme, og det forstærkes i form af struttende vækst i dagene derefter.
Lige om lidt kan de klare sig selv, og så kan jeg sidde midt i det hele og drikke rosévin, mens fotosyntesen kører i 6. gear. Jeg sørger altid for at plante mange blomster i min køkkenhave, og den summende lyd af insekter, der som karavaner glider gennem det farverige blomsterhav, danner lydkulisse til alt det gode for øjnene. Grøn, grøn og atter grøn.
I orangeriet står de i kø for at komme ud. Ærterne er sået direkte i jorden, men bønnerne er mere kuldefølsomme og må blive inde til faren for nattefrost er ovre. De er meget taknemmelige at dyrke, da de sørger for sig selv. Nøjsomme som bælgfrugter er trives de i mager jord, og mangfoldigheden indenfor denne art, kaster et skræmmende lys over den kendsgerning, at vores supermarkeder tilbyder alarmerende ensidighed. F1 hybrider med stort afkast og ligegyldig smag har som gøgeunger skubbet vores gamle arvesorter ud af reden.
Man kan spørge sig selv hvorfor, men samtidig glædes over, at der i Danmark findes visionære mennesker med andre agendaer end ensartethed, hyldeliv og profit. Mennesker som Camilla Plum, kongeriets ukronede frødronning og min favoritpusher på området. Jeg bøjer mig i støvet og shopper amok i hendes netbutik, fuglebjerggaard.dk, som om checken var blank.
Bladvækster som Marvel of Four Seasons, Tennisball, January King, Red Ursa og Purple of Sicily er alle kommet i jorden i maj, og salaterne har travlt med at skyde i vejret, mens kålene tager den mere med ro. At have succes med en køkkenhave handler om selv at definere hvornår, succes er opnået ud fra de givne omstændigheder, ligesom man må indstille sig på at dele sine afgrøder med andre væsener. Særligt kål virker som en plante med mange beundrere, og den soler sig nærmest i det og vokser stolt videre uanset hvor mange, der mæsker sig i den.
Det rører mig ikke at spise blade, hvorfra andre har taget en bid, og jeg ved, at når en plante bliver ”an- grebet” strammer den sig an og producerer endnu flere antioxidanter, polyfenoler og en række andre phytokemikalier, der har en positiv indvirkning på vores helbred og sundhed, når vi spiser dem.
Planter, der behandles med pesticider og herbicider, bliver dovne og mindre modstandsdygtige, fordi der hele tiden er nogen (landmanden), der holder skadedyr og konkurrenter væk. Biodynamikken går en anden vej. Den arbejder målrettet på at styrke den enkelte plantes modstandskraft og vitalitet, så den kan overleve i et barsk miljø med styrke indefra i stedet for symptombehandling udefra. Om end det ikke harmonerer med tidens tendens, så burde det også være højeste prioritet, når det handler om mennesker.