HISTORIEN OM LØGISMOSE
Vores rejse videre
I Løgismose vil vi revolutionere den danske fødevarebranche. Læs hvorfor vi synes, det er nødvendigt. Og hvordan vi vil gøre det.
EN VISION OM DANSK GASTRONOMI
Da Sven og Lene for i 1965 grundlagde Løgismose, havde de en vision, der handlede om at skabe en dansk gastronomi. En vision, de delte med en række andre gastronomiske ildsjæle, folk som Søren Gericke og Erwin Lauterbach.
Deres vision udsprang af lysten til at gøre det muligt for danskerne at opleve glæden ved gode vine, friske østers og kokkekunst i det hele taget. Visionen virkede uopnåelig, ja nærmest latterlig, på det tidspunkt. Ingen havde troet, at Danmark nogensinde skulle blive hjemsted for nogle af verdens bedste restauranter og kokke.
FRA BRUN SOVS TIL DEN GASTRONOMISKE VERDENSELITE
Sven og Lene var vedholdende, ambitiøse og passionerede. Undervejs knopskød Løgismose i forskellige firmaer inden for vin, østersimport, restaurantdrift, chokolade, mejeriprodukter og meget andet. Og alle de dygtige medarbejdere gjorde det gennem tiden muligt at realisere de idéer, som i omverdenen blev betragtet som vanvittige, skandaløse eller provokerende.
Dansk gastronomi er i mellemtiden blevet en realitet. Et af de fyrtårne, som man ude i verden godt kan lade sig inspirere af. Barren er sat højt. Toppen er blevet løftet.
Gastronomien er i dag til stede i alle danskeres liv. Men måske på en lidt forskruet facon? Kokkene er blevet superstjerner, deres kogebøger bugner i reolerne, og vi dyrker deres kogekunst fra vores sofa i den bedste sendetid, eller når vi går ud og spiser fint på fine restauranter ved særlige lejligheder.
Forskruet eller ej – man skulle tro, at en sådan gastronomisk revolution havde afsat sine tydelige spor i det omkringliggende samfund med bedre madvaner og et bedre udbud af fødevarer i dagligvarehandlen. Men det modsatte er sket. I hverdagen spiser de fleste endnu dårligere, end man gjorde, dengang Løgismose blev grundlagt. Hurtig mad, tilberedt af sølle råvarer fyldt med tilsætningsstoffer og pumpet med vand. Uden historier, uden de nuancer, der overrasker eller skaber refleksion.
Stjernekokke og gourmetrestauranter er selvfølgelig vigtige for at drive en gastronomisk udvikling. De er vigtige som inspiration, som en fakkel. Men fascinationen af kokkekunst ved særlige lejligheder må ikke overdøve det gode måltid i hverdagen. Hvis der er for stor afstand mellem den gastronomiske elite og vores fødevarer i hverdagen, så knækker filmen simpelthen. Gastronomi og hverdagsmad er to sider af samme sag, der skal spejle sig i hinanden og ikke være hinandens modsætninger.
Måltidet har en værdi, som rækker ud over råvarerne på tallerkenen. Måltidet samler os og er noget helt centralt i vores liv – for vores overlevelse. Det skaber samvær, relationer, diskussioner, refleksion. Maden er anledningen til at være sammen. Men det er svært at få tankerne til at flyve højt over en frossen færdigret. Livet bliver simpelthen fattigere, hvis det er vores målestok.
Vi lever i en tid, hvor stadig færre fabrikker laver mad til stadig flere mennesker. Ganske få store bagerier, slagterier og mejerier dominerer fødevareindustrien verden over. Og de laver de samme produkter år ud og år ind. Det er sikkert også billigere end at finde på noget nyt.
I Løgismose vil vi mangfoldigheden. For enhver pris. Vi vil gerne inspirere forbrugerne med nye og spændende fødevarer, der bringer gode smagsoplevelser, variation og glæder ind i deres liv.
VI VIL REVOLUTIONERE DEN DANSKE FØDEVAREBRANCHE
I Løgismose tror vi på, at måltidet bliver rigere, hvis vi laver bedre fødevarer. Vi tror på, at et veltillavet måltid, baseret på ordentlige råvarer, skaber en mere frugtbar samtale over spisebordet. Skaber refleksion og dialog. Skaber livsglæde. Derfor vil vi sørge for, at flere kan få adgang til fødevarer af høj kvalitet. Vi vil være der, hvor danskerne er. Vi vil gøre os umage. Og vil inspirere andre fødevareproducenter til at gøre det samme.
Det er med andre ord en lang og besværlig rejse, vi nu skal ud på. Vi skal kæmpe for at genvinde madens og måltidets værdighed, og det er en kamp, der udkæmpes fra landbrug til landbrug, fra fødevareproducent til fødevareproducent, fra supermarked til supermarked og fra køkkenbord til køkkenbord – altså ikke kun på de trestjernede restauranter.
Vores vision er at gøre gastronomien jordnær og relevant. Denne gang ikke bare for en lille indforstået elite, men for hele befolkningen. Vi vil generobre det daglige måltid og være med til at tilvejebringe lødige råvarer i alle kategorier af fødevarer.
Det kan virke håbløst. Uopnåeligt. Men vi er ambitiøse, vedholdende og passionerede, som Sven og Lene var det for 50 år siden. Skal vi lykkes, kræver det, at vi står sammen i vores virksomhed. At vi er ét Løgismose, der arbejder i samme retning.
Vi skal skabe livsglæde – også en helt almindelig tirsdag aften.