Fakta
- 6 stk. 2.483,70
Beaune Les Cents Vignes 1. Cru NATUR
- 6 stk. 2.483,70
487,-
649,33 pr. l.
6 stk.
2.483,70
413,95 pr stk.
Spar 438,30
Beskrivelse
Spændende nyt take på frugten fra Premier Cru marken les Cents Vignes i Beaune fra den unge vinmager William Waterkeyn, som med større og større selvtillid og ikke mindst talent takker Megan McClune for, at hun spottede ham med en af de mest opsigtsvækkende kollektioner af røde Bourgogner, der lige nu produceres syd for Beaune.
Og dette take på frugten fra Cents Vignes er ren Rock'n'roll. Der er tale om den første årgang af vinen, og da vi smagte den, blev vi så begejstrede for dens rustikke charme, at vi købte halvdelen af produktionen, men det var nu heller ikke så svært, da der kun er produceret 1.200 flasker. Simpelthen en vin, som stråler smukt på den efterhånden godt proppede vogn med såkaldt naturlige vine, som lige nu bumler rundt i de franske vindistrikter.
Domaine Jessiaumes har 1,16 ha. af de 23,5 ha. les Cents Vignes og her har man valgt at gå all in på lav intervention på ca. ¼ af høsten og til sidst kun lige kysse vinen med svovl for at reducere flaskevariation. Med hensyn til holdbarheden stilles der derimod ingen garantier. Som William Waterkeyn så smukt formulerer det: ”Tout dépend de la Nature...”
I forhold Domaine Jessiaumes hidtidige take på les Cents Vignes er der her anvendt 30% hele drueklaser, som sammen med de afstilkede druer får lov til at udvikle den aromatiske finesse i en uges tid druer inden gæringen uden svovl og fremmede gærstammer sætter ind. Vinen er efterfølgende modnet i 4 brugte fade, som er sammenstukket til den endelige cuvée og tappet på flaske uden klaring eller filtrering i juli 2018. Altså ingen nye fade i forhold til 35% og 10 måneders modning frem for 15 måneder.
Tætpakket duft med kraftfuld duft af friske jordbær, kirsebær, kantareller og ny fældet løvtræ. Ret klassisk og ren profil hvor det "natur'ske" i smagen kan sammenfattes til en ekstra friskhed og klarhed i frugten. I munden fortsætter volumen og 2017 årgangens fine balance mellem modenhed i frugten og en nærmest perfekt syrebalance tydelig fornemmes. Flot åben og livlig frugt med modne, akkurat mærkbare tanniner og en lang, blød eftersmag. Det er utvivlsomt en Beaune i den mere massive ende end hvad hyppigst opleves i appellationen, og samtidig en vin, der viser, at er man dygtig og præcis nok, er det muligt at lave vin næsten uden svovltilsætning, uden spor af den såkaldte ”funkiness”, som ellers kendetegner mange naturvine.
Funkiness er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:
Forvent ingen eller meget begrænsede naturvins-karakteristika.
Producent
Det er ikke den sædvanlige Bourgogne-fortælling, der præger Domaine Jessiaume. Jo, frem til 2006 var der tale om overlevering fra generation til generation siden domainet blev grundlagt tilbage i 1850, men så tog driften af dette lille domaine i Santenay, som betegnes som en af appellationens fineste, en drejning, og i 2020 fulgte endnu en.
Familien solgte til den skotske forretningsmand og ejer af Glasgows Rangers Football Club David Murray mod, at brødrene Marc og Pascal Jessiaume fik lov til at drive vinproduktionen videre, mens David Murray funderede over hvad fremtiden skulle bringe. Disse overvejelser sluttede efter høsten i 2013 hvor David Murray meddelte, at han ønskede at sætte et helt nyt hold som skulle revitalisere produktionen og løfte Domaine Jessiaume op blandt de bedste domainer, ikke bare i Santenay, men i hele Côtes de Beaune. Dermed blev sidste kapitel skrevet i familiens Jessiaume mere end 160 år lange historie i Santenay.
Til manges overraskelse ansatte David Murray en amerikansk kvinde, Megan McClune, som direktør, og hun havde fra start meget klare visioner for domainet og kunne se, at der skulle gøres noget med kvaliteten ovenpå de svære og skuffende årgange 2011, 2012 og 2013. Hun ansatte den unge franskmand, William Waterkyn som ny vinmager og indikerede dermed kraftigt, at hun ønskede en helt ny dagsorden. Han var blevet færdig som ønolog blot et år inden ansættelsen på Jessiaume, og hans ambitiøse, men samtidig frie sind tiltalte McClune og passede til hendes mission om at skrive ny historie på Domaine Jessiaume.
Den gamle sang om at ”det har vi altid gjort og derfor gør vi det igen” skulle ophøre, og hun var klar til at gå til yderligheder for at revitalisere produktionen. Kælderen blev kraftigt opgraderet med nyt, tidssvarende udstyr og gennemgik, som McClune selv udtrykte det ”a good thorough cleaning”, dog uden ambitioner om at skabe et laboratorium, for som McClune ligeledes har udtrykt det, så ”skaber et sterilt vineri kedelige sterile vine” og det var bestemt ikke intentionen.
Tværtimod handlede det om at accentuere vinenes individualitet, og derfor blev der allerede i forbindelse med 2014 høsten skåret i udbytterne ligesom frugten fra flere parceller med 1. Cru status blev de klassificeret til Domaine Jessiaume mindre vine eller solgt til anden side, og allerede i foråret 2015 tog man de første skridt frem mod en omlægning til økologisk produktion. En omlægning som hvad angår frugten fra egne parceller, var fuldt gennemført inden høsten gik i gang i 2019, hvorefter vinene en efter en fik myndighedernes økologiske stempel selvom vinstokkene ifølge William Waterkyn stadig behøver adskillige ekstra år før sporene fra efterkrigstidens såkaldte konventionelle landbrug er helt borte.
I 2020 forlod Megan McClune posten og det nåede næsten kun lige at komme frem at Sir David Murray havde sat Domaine Jessiaume til salg før det også blev offentliggjort at ejendommen nu tilhørte Jean-François Le Bigot, en læge med speciale i biokemisk farmakologi, der havde gjort karriere i farmaceutisk forskning og netop havde solgt sit livsværk - den internationale BIO koncern CiToxLAB - for at koncentrere sig om Oncovita, en mindre virksomhed, der har specialiseret i vira, der dræber kræftceller, og så nu også hans livslange passion for ægte, autentisk Bourgogne.
Jean-François Le Bigot udtalte i forbindelse med overtagelsen, at han så "en sammenhæng mellem farmaceutisk forskning og vin. Begge dele er langsigtede anliggender. Man skal eksperimentere, og man skal være klar over at der nogle gange går adskillige år før resultaterne begynder at viser sig." Samtidigt bedyrede Jean-François Le Bigot, at han så det som sin fornemste opgave at støtte og forstærke den fine udvikling Domaine Jessiaume allerede var inde i blandt ved at fokusere på vinene skabt på frugt fra egne vinmarker frem for vinene skabt på negociant frugt, og han indikerede at Domaine Jessiaume nu ville få musklerne til at opkøbe interessante parceller efterhånden som de kom til salg, således at produktionen i de kommende år kan vokse via lancering af nye cuvéer uden at der gås på kompromis med kvaliteten. Et projekt som William Waterkyn nu står alene i spidsen for.
Domaine Jessiaume råder over 15 ha. hvoraf knap de 10 er tilplantet med vinstokke og i produktion. Hovedparten ligger i Santenay og tæller nogle af kommunens fineste Premier Cru-marker. Derudover ejes også parceller i Auxey-Duresses, Volnay, Pommard og Beaune, hvoraf nogle af dem er ganske små, og produktionen er derfor er yderst begrænset.
Domaine Jessiaume egne parceller er fordelt som følger:
- Santenay Les Gravières 1. Cru - 3,80 ha.
- Santenay Les Gravières Blanc 1. Cru - 1,25 ha.
- Santenay La Comme 1. Cru - 0,18 ha.
- Santenay Clos Genet (Lieux-dits) - 0,53 ha.
- Auxey-Duresses Les Ecussaux 1. Cru - 0,41 ha.
- Auxey-Duresses Les Ecussaux Blanc 1. Cru - 0,31 ha.
- Auxey-Duresses - 0,25 ha.
- Volnay Les Brouillards 1. Cru - 0,26 ha.
- Volnay - 0,08 ha.
- Pommard La Combotte (Lieux-dits) - 0,18 ha.
- Beaune Les Cents Vignes 1. Cru - 1,16 ha.
Dertil kommer købte druer, som gør det muligt at producere Bourgogne Rouge, Bourgogne Blanc. Volnay, Santenay Blanc og nu også Corton-Charlemagne, og disse 5 vine markedsføres under navnet Maison Jessiaume mens vinene funderet på egen frugt markedsføres under domaine-0navnet
Domaine Jessiaume har været en del af Løgismose familien siden efteråret 2018. Du kan se vores aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Bourgogne ligger centralt i det østlige Frankrig med hjertet koncentreret mellem byerne Dijon og Lyon. Overordnet set deles det fra nord til syd ind i: Chablis, Cote d'Or med Cote de Nuits og Cote de Beaune, Cote Chalonnaise, Maconnais og Beaujolais. Området har fastlandsklima og de korte somre kan gøre druemodning udfordrende. Jordbundsforhold er af særlig stor betydning her og små udsving kan give anledning til enorme prisforskelle i den færdige vin. De to hoveddruer er Chardonnay og Pinot Noir, og mange de bedre vine fra Bourgogne kan udvikle sig adskillige år i flasken. I Maconnais dyrkes den grønne drue Aligoté endvidere, mens Beaujolais stort set kun fokuserer på den blå drue Gamay.