Det er ikke så romantisk, men det stolte renæssanceslot Beychevelle er et af de slotte, der har nydt godt af at manglende sammenhold i familierne bag leder frem til at store firmaer og/eller kapitalfonde med masser af muskler og investeringslyst kan komme til og i den sidste ende sørger for at vinene stråler smukkere end nogensinde.
Således blev det ikke den store succes, da Achille-Fould familien købte Château Beychevelle tilbage i 1970. I midten af 1980'erne begyndte det at smuldre for familiemedlemmerne, som en efter en mistede troen på projektet og valgte at sælge deres aktier til den franske embedsmands pensionskasse "Grands Millésimes de France", som til sidst i samarbejde med "Caisse de Retraite de la Société Générale" købte familien helt ud. De inviterede det japanske Suntory Company, som netop havde erhvervet Château Lagrange, med om bord og Beychevelle blev herefter en del af "the big business".
De hentede i 1995 den dengang upåagtede Philippe Blanc ind som vinmager og regissør og i de sidste 25 år har han fået ro og nærmest ubegrænsede midler til at gennemføre omfattende moderniseringer og dreje på stort set alle de knapper, der kan optimere kvaliteten. Efter Philippe Blanc i 2012 fik hentet den unge vinmager Romain Ducolomb ind som sin nye legekammerat, er der ingen tvivl om, at Beychevelle lige nu stråler smukkere end på noget tidligere tidspunkt i slottets mere end 500 år lange historie.
Det smitter af på andenvinen Amiral de Beychevelle og ligeså på denne Brulières de Beychevelle, der er blevet produceret som en selvstændig vin siden 1970'erne. Der er tale om frugten fra 12 ha. marker, der ligger 5 km. fra Château Beychevelle og også 5 km. længere væk fra floden hvilket betyder, at klimaet er en smule køligere. Det fik Philippe Blanc til at overveje, om det overhovedet var rigtigt at drueblandingen afspejlede den, vi finder i slottets Grand Vin, og som en af sine første gerninger udfasede han både Cabernet Franc og Petit Verdot og reducerede indholdet af Cabernet Sauvignon markant således, at vinen siden årtusindskiftet har været domineret af Merlot.
De 12 ha. har siden 2008 været dyrket økologisk og det er her, Philippe Blanc har høstet de erfaringer, som gerne skulle lette den planlagte totale omstilling til økologi på Château Beychevelle. Druerne plukkes i hånden med en indledende soignering af klaserne alle i vinmarken, hvorefter de køres ned til det nye glasomkransede vineri, som netop nåede at blive færdig til at modtage høsten i 2016. Vinen har fået sin egen afdeling i vineriet, hvor der sker endnu en sortering, inden alle stilke fjernes og druerne knuses forud for gæringen i rustfrit stål. Vinen modner 12 måneder i en blanding af nye (20%) og brugte fade, og i god tid inden det endelige sammenstik skal foretages, klares vinen med friske æggehvider.
Brulières de Beychevelle er i alle årgange en delikat og dejligt uforceret Haut-Médoc med mange klassiske dyder. Det er dog som om, at den har fået et gear ekstra fra den nye kælder og/eller fra den fine frugt i 2016. Ikke i form af styrke, men i form af finesse og delikatesse, og det er lidt forunderligt, at de internationale anmeldere og turbosmagere ikke tager sig tiden til at smage på og formidle det glade budskab om den vidunderlige drinkability man kan være heldig at finde i de knap så kostbare vine. Elegant, tilpas fyldig her i 2020, hvor tanninerne er venligt stemte og de klassiske frugtige noter af solbær, blåbær og blomme stadig dominerer. Vel nærmest perfekt drikkemoden fra nu og en lille håndfuld år frem.
Bemærk at billedet er af den almindelige 75cl. flaske.
