Det var Lucia Sanjust, som sørgede for, at de første rækker med Merlot blev plantet nedenfor Petrolo i 1990, og hun smiler sikkert oppe i sin himmel, nu hvor den Merlot frugt, som oprindeligt blot var tænkt som et formildende tilskud til familiens Torrione vin, nu forvandles til Vigna Galatrona. En af Italiens allerbedste Merlot vine, som mange respekterer på linje med selveste Le Pin.
Som en lille kuriositet var det en ung James Suckling som blev fødselshjælperen, da han i 1995 besøgte Petrolo og sammen med Luca Sanjust smagte prøver fra et par fade med sent høstede Merlot-druer, som familien tøvede med at blande i deres dengang vigtigste vin Torrione.
James Suckling syntes vinen smagte fantastisk og han opfordrede Luca til at tappe vinen særskilt og lancere den som en ny supertoscaner, og sådan blev det, men dog først fra 1997-årgangen idet vildsvinene både i 1995 og 1996 tog så lystigt for sig af druerne, at der ikke var nok til den kommercielle lancering. Robert M. Parker Jr. var også begejstret da han senere smagte den egentlige debut årgang. han noterde at Galatrona "offers additional evidence that outside of Pomerol, the world's finest Merlot is produced in Tuscany."
Vinen er navngivet efter et tårn som er vartegnet i den lille landsby. 100% Merlot fra 10 ha. tilplantet op gennem 1990'erne med lavt ydende kloner hentet i Pomerol, som blev fuldt økologisk certificerede i 2016.
Høsten er manuel med soignering af klaserne allerede ude blandt vinstokkene. Herefter transport op til vingården i plastkasser og yderligere en sortering inden alle stilke fjernes. Gæring i cement uden fremmede gærstammer med manuel bearbejdning af den gærende vin kombineret med daglige overpumpninger. Herefter modning i 18 måneder i franske fade (30% nye) med hyppig batonnage i de første måneder. Den endelige cuvée sammenstikkes i stål og tappes derpå på flaske uden klaring eller filtrering.
Luca Sanjust, som opgav en lovende karriere som avantgardistisk kunstmaler i Rom for at videreføre moderens livsværk, er selv ganske ydmyg omkring vines kultstatus og noterer at "en stor vin skal, ikke bare fortælle historien om sine druer, den skal også fortælle historien om det terroir, som vinstokkene står i. Kun på den måde for den sin egen identitet og muligheden for at blive en ægte klassiker."
23 årgange med topanmeldelser hos alle førende eksperter taler deres tydelige sprog.