Fakta
- 6 stk. 612,-
2020 - Corte Figaretto - 0,75l
Veneto Bianco Secco di Corte
- 6 stk. 612,-
120,-
160,- pr. l.
6 stk.
612,-
102,- pr stk.
Spar 108,-
Beskrivelse
Dette er den 3. årgang af Corte Figarettos Secco di Corte. Mauro Bustaggi har godt nok tidligere flirtet med Chardonnay og sågar produktion helt uden svovl, men ramte ikke skiven, eller som han selv formulerede det dengang: "Det blev til en vin, der mere talte til hjernen end til hjertet". Derfor blev projektet lige så stille skrinlagt, men nu er datteren Sofia kommet på banen. Hun blev udklækket som ønolog på den berømte Convitto Scuola Enologica i Conegliano i 2018, og da hun mente det var helt tosset, at Corte Figaretto ikke var leveringsdygtige i hvidvin blev projektet genoptaget.
De har fundet en vinbonde, som har en lille ha. hovedsageligt tilplantet med Garganega vinstokke, der står på vulkansk jord, og denne lille plet har Mauro og Sofia lejet samtidigt med, at de også har lånt et hjørne i et vineri, som udstyrsmæssigt i højere grad er gearet til hvidvin end kælderen hos Corte Figaretto.
I 1. forsøg flagede de en ren Garganega. I 2. omgang eksperimenterede Far og datter med druerne Chardonnay og Trebbiano og ikke mindst med den moderigtige gærstamme Zymaflore X16 som skyder ekstra frugt ind i vinene, men det blev vistnok for internationalt. Så her i den 3. udgave af vinen er de tilbage er de på sympatisk vis hoppet tilbage til start samtidigt med at de for 1. gang kan flage med den såkaldte "Certificazione RRR", der afstikker retningslinjer for biodiversitet, ressourceøkonomi og livskvalitets i ordets mest omfavnende betydning.
Frugten er sorteret og soigneret inden alle stilke er fjernet og druerne er presset til en most, som har fået lov til at stå og bundfælde i 48 timer inden den er forvandlet til vin i rustfrit stål uden tilsætning af fremmede gærstammer eller andre kunstgreb. Den er modnet med gærresterne i 6 måneder, filtreret ganske let og derpå tappet på flaske.
En afdæmpet, nærmest diskret vin som lige så stille sniger sig ind under huden. Noter af moden citrus, der får fint selskab af mirabeller, pære og blomstrende æbletræer i såvel næse som i mund, og derpå fyldig uden at være pågående. Meget Soave look-a-like, som det vel også være når den lille vinmark næsten grænser op til Soave og druen er den samme. Bare 1.500 meter adskiller vinmarken fra Soave appellationen.
Vinen vil klare sg fint som aperitif og endnu bedre sammen med en lang række serveringer fra det salte køkken, som slet ikke indskrænker sig til fisk og skaldyr. Prøv den for eksempel sammen med en kylling, der har fået lov til at udvikle lidt muskulatur og server den i sin egen sky kogt ned med fed fløde og citron og smagt til med generøse mængder frisk estragon.
Producent
Historien om Corte Figaretto handler om Mauro og Patrizia Bustaggi, der en dag ikke længere ville finde sig i, at familiens fremragende druer sank ned i de mægtige middelmådige blandinger hos Cantina Sociale di Valpantena, selvom de deltog i et særligt kvalitetsprojekt på kooperativet.
Mauro og Patrizia satsede hele butikken, og med hjælp fra familie, venner, venners venner og selvfølgelig også en bank lykkedes det dem at skabe fundamentet for etableringen af en helt ny vingård. De hyrede konsulenten og vennen Paolo Grigolli, der også arbejdede for Bertani, og fra og med årgang 2003 var familien klar til at stå på egne ben.
Vi mødte Patrizia Bustaggi første gang i foråret 2006 ved en middag på det hyggelige Enoteca della Valpolicella i Fumane, hvor en række producenter prøvede at fange et dusin importørers opmærksomhed med flaskerne i hånden. Den aften havde Patrizia kun den unge Valpolicella med, men den havde til gengæld lige netop den insisterende saftighed og ekstra kant, at vi måtte smage vinen igen hjemme i Danmark.
Og sådan gik det til at Løgismose blev Corte Figaretos første kunde uden for Italien, og i de år hvor Ripasso feberen rasede i Danmark havde vi den særlige aftale med Mauro og Patrizia at vi kun aftog halvdelen af deres produktion, selvom vi sagtens kunne sælge hele molevitten. Både de og vi vidste at der ville komme en tid efter Ripasso og Corte Figaretto skulle ikke lægge alle deres æg i en kurv.
Det, der startede med blot 5 ha. tilplantet med vinstokke, er efterhånden vokset til mere end 16 ha., hvis vi tæller de senest tilkomne ha., der ligger på en bakketop med den smukkeste udsigt, med. Druerne fra denne mosaik af parceller forvandles til 9 forskellige vine, og det herlige har været og er, at den oprindelige trio har formået at imponere en lille smule mere næsten hver gang en ny årgang blev lanceret ligesom de 6 vine, der er kommet til i årenes løb, alle har været med til at profilere vingården yderligere.
Tiden går og Mauro og Patrizias datter Sofia er nu færdiguddannet som ønolog og arbejder skulder ved skulder med sin far. Fremtiden synes sikret.
Mauro og Patrizia har med årene også udviklet en fin fornemmelse for at et moderne landbrug bør tage vidtgående hensyn til miljøet og de kommende generationer og det har fået dem til at tilslutte sig Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti (FIVI), og de har været/er yderst aktive i Valpolicella-konsortiets spændende forsøg på at gøre producenterne til frontmovers og hele Valpolicella distrikt til en rollemodel, når det kommer til bæredygtighed. Det var således en stolt Mauro, der i juni 2020 kunne meddele at Corte Figaretto havde modtaget den såkaldte Certificazione RRR.
Planen er at 80% af producenterne og/eller 80% af de mere end 8.200 opdyrkede ha. skal være omfattet af den bæredygtige produktionsprotokol, der funderet på det italienske "Sistema Qualità Nazionale di Produzione Integrata" (SQNPI) forener de forskellige certificerings modeller (økologi, biodynamik osv.) med retningslinjer for biodiversitet, ressourceøkonomi og livskvalitets i ordets mest omfavnende betydning. RRR står for Riduci, Risparmia og Rispetta. Eller på dansk reduktion, opsparing og respekt.
Data & fakta:
- Druesorter: Corvina, Rondinella, Molinara, Croatina, Cabernet Sauvignom, Merlot, Oseleta, Corvinone, Dindarella, Turchetta og Garganega.
- Praksis: Bæredygtig såkaldt sustainable farming i henhold til de kodex som defineres af Federazione Italiana Viticoltori Indipendenti og Certificazione Riduci, Risparmia og Rispetta.
- Kunstgødning: Nej
- Plantebeskyttelse: Kobber og svovl
- Manuel høst: Ja
- Tilplantet areal: 16 ha. med egne vinmarker plus 1,5 ha. lejet tilplantet med Garganega omkring byerne Poiano og Quinto øst for Verona i den del af Valpolicella distriktet som kaldes Valpantena
- Årlig produktion: Omkring 70.000 flasker fordelt på 9 vine
- Certifikater: Ingen
- Relation: En del af Løgismose familien siden 2006
Oprindelse
Region
Veneto er en stor og betydningsfuld vinregion i det nordøstlige Italien. Regionen er rig på vintyper, og har gennem de seneste årtier nydt voksende anderkendelse. Der produceres en bred vifte af rødvine fra de lette Bardolinoer ved Gardasøen til de kraftige og alkoholrige Amarone vine fra Valpolicella. I nordøst produceres den mousserende Prosecco på Glera druen, og Soave har for længst slået sit navn fast for blomstrende, friske hvidvine på Garganega og Trebbiano. Der dyrkes i stigende grad internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir.Distrikt
Veneto IGP dækker hele regionen Veneto og bruges sædvanligvis af producenter, der enten laver vine af druer dyrket udenfor regionens DOC eller DOCG’er eller som vælger at bruge druesorter eller fremstillingsmetoder, som ikke er inkluderet under reglerne DOC og DOCG’erne. Der kan produceres hvid, rød, rose samt søde vine og reglerne herfor er generelt meget liberale med det overordnede tema, at det, der står på etiketten også er det, der er i flasken.