BÆREDYGTIGHED I LØGISMOSE
VORES ARBEJDE MED VIN MED HOLDNING BAG
I Løgismose lægger vi vægt på at tilbyde et bredt udvalg af vine af høj kvalitet fra producenter, der gør en ekstra indsats for at minimere vinens miljøaftryk. Denne del af forretningen vil vi styrke i fremtiden
Vores arbejde med vin i Løgismose går helt tilbage til virksomhedens start, da Sven Grønlykke i det små begyndte at importere vin fra Frankrig i 1969. Det er i dag stadig der, den geografiske tyngde ligger i vores vinforretning. Mange af vores relationer til vinproducenter går årtier, og i nogle tilfælde generationer, tilbage, og de relationer er vigtige for os at bevare. Det betyder dog ikke, at producenternes eller vores syn på vinproduktion står stille.
Indenfor vin kan miljø og bæredygtighed ikke rummes i simpel klassifikation, men handler om mange forskellige nationale og internationale certificeringer og standarder.
Vi har forsøgt at sætte disse i system, dels for at gøre det let for vores kunder at navigere i, dels fordi vi ønsker at styrke disse tiltag indenfor moderne vinproduktion:
Økologiske og biodynamiske vine
Vine produceret med økologisk og/eller biodynamisk certificering.
Vin med lav intervention
Vine med lav intervention omtales ofte også som ’naturvin’. Ud over at dyrkningen af druerne, som oftest sker efter økologiske og/eller biodynamiske principper, eller tilsvarende miljøskånsomme metoder, er selve vinen produceret med så lidt indgriben som muligt, og herunder ofte spontangæret. Derfor er vin med lav intervention også i høj grad et særligt smagsunivers.
Anden miljøprofil
Ikke alle vinbønder er begejstrede for at opsøge bestemte officielle certificeringer. Men kan alligevel godt implementere ambitiøse tiltag for at mindske vinens miljøaftryk.
Under denne kategori placerer vi vin, der er produceret efter økologiske og biodynamiske principper, men uden certificering, samt vin med andre certificeringer. Derudover vine, der er produceret med andre væsentlige bæredygtighedstiltag. Hvilke tiltag, det drejer sig om, indgår i vores beskrivelse af hver enkelt vin.
Vine, der falder ind under vores tre forskellige miljøklassifikationer for vin, udgjorde i 2022 33% af vores udvalg. Vi vil arbejde for både at øge denne andel af vores udvalg gradvist samt øge andelen af disse kategorier i vores samlede salg gennem forskellige tiltag rettet mod vores vinkunder.
Som en del af denne indsats vil vi tage en dialog med samtlige af vores leverandører om deres eksisterende bæredygtighedsstiltag og deres ambitioner på området.
I Løgismose prioriterer vi ikke-oversøisk vin, hvilket samlet set giver et mindre aftryk fra transport.