VINVIDEN
HVORDAN FINDER DE UD AF DET MED MEDALJERNE?
Udover at sidde med i Løgismoses smagepanel, takker Per Bach også nogle gange ja til at sidde med omkring bordet, når der skal uddeles diplomer, guld-, sølv- og bronzemedaljer ved en af de store internationale vinsmagninger. Her kommer en beretning fra Verona om, hvorledes det foregår og om, hvordan vi fandt vores Petrara Verdicchio di Matelica, som netop har modtaget den højeste udmærkelse i den italienske vinbibel Gambero Rosso.
Ingen har længere helt tal på, hvor mange lokale og internationale vinsmagninger, der arrangeres rundt omkring i verden. Men det er mange, og hvis en vinproducent har fremstillet en god vin og ellers er villig til at betale for at få vinen bedømt, så vil producenten kunne plastre sine flasker til med medaljer og diplomer.
VERDENS STØRSTE VINSMAGNING - CONCORSO ENOLOGICO INTERNAZIONALE
I Italien udviklede Concorso Enologico Internazionale, der blev afholdt forud for den store messe Vinitaly i Verona, sig til verdens største og måske mest seriøse vinsmagning, som til sidst måtte sætte 60 hold i stævne i en hel uge for at få bedømt de tusindvis af indsendte prøver.
BEDØMMELSENS TIME
Hvert hold bestod af fem personer (to ønologer, en såkaldt ekspert og to journalister/importører), som dagligt smagte sig igennem 100-120 vine fra 4-6 af de i alt 16 forskellige kategorier. I mange år blev hele forestillingen myndigt overvåget af Giuseppe Martelli, der i sin tid var med til at udvikle det skema, som vinene bedømmes efter, og som i dag er æresmedlem af Union Internationale des Oenologues.
Hver vin blev bedømt på udseende, bouquet og smag/aroma på i alt 14 parametre, således at vinene til sidst kunne placeres på den berømte 100 points skala. Mente man, at der var flaskefejl, rakte man hånden i vejret, og så fik hele holdet ellers lov til at smage vinen en gang til og udfylde endnu et skema, vel at mærke samtidig med, at de næste vine blev ved med at komme rullende.
Alle prøver blev smagt af 2 hold, og efterfølgende blev den højeste og laveste vurdering fra hvert hold trukket ud af ligningen, og havde en vin opnået 82 point eller mere, blev den hædret med en Gran Menzioni.
På sidstedagen blev de 20 højest vurderede vine i hver kategori bedømt endnu engang af tre forskellige hold, hvorefter de fire bedste vine blev hædret med Gran Medaglia d'Oro, Medaglia d'Oro, Medaglia d'Argento og Medaglia di Bronzo.
Concorso Enologico Internazionale i Verona var således en af de få internationale smagninger, som ikke ruttede med medaljerne. I 2015 erkendte man, at de logistiske udfordringer i forbindelse med de omfattende smagninger var blevet for store, og efter 22 års succes blev formatet ændret, således at kun de vine, der opnår 90 point eller mere bliver optaget i det, som nu hedder ”the book of 5 star wines”.
EN VINDERVIN
Tilbage i 2012 da jeg sad og småkedede mig i en længere serie af unge hvidvine uden fadlagring, blev der pludselig skænket en vin, som havde et gear eller to mere end de foregående 15-20 prøver.
Vinen, der endte med at snuppe den fornemme sølvmedalje blandt mere end 500 konkurrenter, viste sig at være den fine Verdiccio fra Borgo Paglianetto. Vinen klarede også turen gennem Løgismoses smagepanel, og de sidste seks år har den været en del af vores faste sortiment.
Det er derfor dejligt, at holdet bag Gambero Rosso, der også arbejder efter Union Internationale des Oenologues retningslinjer, nu også har fået øjnene op for vinens kvaliteter.
Desværre er vinen udsolgt både i Italien og hos os, men Borgo Paglianettos andre vine kan varmt anbefales!
Chefsommelier Thilde Maarbjerg
GÅ I KØKKENET OG LAV MAD TIL VIN FRA BORGO PAGLIANETTO
MALFATTI
Malfatti stammer fra det norditalienske køkken og minder om gnocchi i tekstur og ingredienserne er lig fyldet i de klassiske spinat og ricotta-ravioli. Nyd malfatti med god tomatsauce eller brunet smør og de italienske vine i glasset.