SOM PERLER PÅ EN BUGTET SNOR

Lige syd for Lyon ligger et af Frankrigs mest berømte vinområder, Le Rhône Septentrionale – bedre kendt som ”det nordlige Rhône”. Området strækker sig fra Vienne i nord til Valence i syd og lægger skråninger til nogle af verdens mest anerkendte og berømte vin-appellationer, vine og producenter.

Vinskribent Signe Wulff
1. september 2020
Magasin nr. 5 2020

Dem, der har prøvet at køre på ferie til Sydfrankrig i egen bil, vil kende fornemmelsen af lettelse ved at være sluppet rundt om Lyon: Et trafikknudepunkt, der kræver en chauffør med koldt blod og køligt overblik. Når Lyon kun er at ane i bakspejlet, og trafikken løsner op, så løsnes også stemningen i bilen – og magien starter. For pludselig kører man ikke længere i motorvejens uendelige ingenmandsland – fra kabinen kan man nu betragte de ”ristede skråninger” – den direkte oversættelse af Côte Rôtie – den første appellation i det nordlige Rhône med dramatiske, vinbeplantede skrænter, der rejser sig fra Rhôneflodens bred. Efter Côte-Rôtie følger appellationerne som perler på en bugtet snor, som følger flodens forløb: Château-Grillet, Condrieu, Saint-Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage, Cornas og Saint-Péray. Det er tid til at køre fra og lægge l’autoroute du soleil på hylden – om det så bare er for et par timer eller et længere ophold. For det er selvfølgelig meget sjovere at komme tæt på de verdensberømte vinmarker end at betragte dem fra bilvinduet.

PÅ EN PILGRIMSFÆRD

Et godt sted at stoppe er i Tain-l’Hermitage, for det er en by med godt med liv, og vinen er så allestedsnærværende, at det er en ren fryd. Også lidt af en pilgrimsfærd for vininteresserede, for nogle af verdens største vine kommer herfra, og de store producenter, som dominerer området, har hovedsæde her. Vinmarkerne går helt ned i byen, og det er den nemmeste sag i verden at komme ud at gå blandt vinstokkene. Jeg har gjort det flere gange, og det vigtigste er at starte sin tur ved bageren i hovedgaden. Jeg husker stadig en sprød lille quiche med spinat og gedeost, jeg fik derfra sidste gang. Snuppede også en baguette, supplerede med et stykke comté og noget vand i supermarkedet. Og begyndte så ellers min opstigning mod de berømte vinmarker.

Det er ikke altså kun mistralens pust, du kan mærke, når du er her – også historiens vingesus giver lidt ventilation.

Markerne hører til de stejleste i Europa, og man mener, der har været dyrket vin her flere hundrede år før vores tidsregning. Det er ikke altså kun mistralens pust, du kan mærke, når du er her – også historiens vingesus giver lidt ventilation. Målet for vandreturen er det lille kapel, som ligger på toppen af Hermitage-højen, og det er en sand walk of fame, man er ude i her. Det er alle de store navne og berømte marker, man går forbi. Og selvfølgelig er der malet navne på stengærdene, så du hele tiden er ajour med, hvilken vinmagnets område, du befinder dig i. Markerne er ikke skærmet af med pigtråd eller store hunde, så den romantiske forestilling om de gamle vinmarker består, selv om det selvfølgelig er benhård business med vinene fra det her område. Det er en dyr forelskelse at rode sig ud i, men svært ikke at lade sig fascinere, når man vandrer her på skråningerne. Det kan godt være, det er en krævende picnic-tur, men så forestil dig at høste tonsvis af druer på de svimlende skråninger. Det kræver et særligt udholdende hold af vinplukkere uden højdeskræk at høste her.

På en sommerdag dufter her krydret og parfumeret af vilde lavendler, som er den eneste vegetation, der har fået lov at overleve i et terræn, hvor hver kvadratcentimeter er dyr og udnyttet til vinproduktion.

Når man når op til kapellet, bliver man belønnet for sit slid, for udsigten er i verdensklasse fra toppen af Hermitage-bjerget. På en sommerdag dufter her krydret og parfumeret af vilde lavendler, som er den eneste vegetation, der har fået lov at overleve i et terræn, hvor hver kvadratcentimeter er dyr og udnyttet til vinproduktion. Fra sin plads på et stendige, kan man indtage sin frokost med udsigt over Rhôneflodens bløde sving, vinmarkernes geledder og de røde tegltage i Tain.

Efter nedstigningen kan man godt trænge til en forfriskning, og nede omkring floden foranstalter rækker af store, flotte plataner en ærkefransk og fredelig stemning, der bidrager til lysten til en kaffe .... eller hvis ikke det er for tidligt, et glas vin. Man kan jo godt hungre lidt efter den lokale vin, når man nu lige har inspiceret markerne. Og det er der heldigvis råd for. Også på den modsatte side af Rhônen i tvillingebyen Tournon, som man nemt kommer til ved at gå over den knap 200 meter lange træbro Passerelle Marc Seguin. Bienvenue!

Her er stadig meget fransk med høj snak og latter, cigaretrøg og lidt sports-TV larmende i baggrunden – langt fra den polerede, internationale stemning, der har overtaget visse andre vinområder i Frankrig.

Fra Tournon kan man se over på de vinmarker, man netop har forceret og forkæle sig selv med et pitstop på en af de barer, der serverer de lokale vine på glas under uformelle og usnobbede former, hvilket er befriende. Her er stadig meget fransk med høj snak og latter, cigaretrøg og lidt sports-TV larmende i baggrunden – langt fra den polerede, internationale stemning, der har overtaget visse andre vinom- råder i Frankrig. Jeg har også siddet her på en af barerne en kold decemberdag og spist østers og drukket hvidvin til frokost – behøver jeg at sige, at der er også er hyggeligt her i Rhône Septentrionale uden for højsæsonen?

ANBEFALINGER TIL DET NORDLIGE RHÔNE

Det siger sig selv, at det er sjovt at besøge de store vinhuse, der ligger lige midt i byen, eller Cave de Tain, som er et af Frankrigs mest respekterede kooperativer.

Derudover må du ikke gå glip af ...

DET LOKALE MAD

I Tain l’Hermitage er man kun en time fra Lyon, som går for at være Frankrigs gastronomiske hovedstad, og man spiser godt her i byen. Du kan få paté, terriner og charcuterie, som får mundvandet til at løbe, og tør man, er det også til at støve en tallerkenfuld frølår med hvidløg og persille op. Man skal også prøve de lokale mini-ravioli, kaldet ravioles, som ofte ledsages af en god daube eller en svampe- sauce.

Dessertkokken provianterer lokalt og forvandler Valrhona-chokoladen til søde åbenbaringer. Er du her en lørdag, skal du købe ind på markedet, hvor boderne bliver slået op uge efter uge året rundt. Det foregår på Place du Taurobole, og det gælder om at hæve godt med kontanter inden, for fristelserne er mange.

VALRHONE

I Tain l’Hermitage ligger La Chocolaterie Valrhona, hvor man kan få rundvisning og indsigt i chokoladefremstillingens ædle kunst. Man kan også bare gå på opdagelse i butikken, hvor de ikke er nærige med smagsprøver, og hvor man risikerer at komme ud fra temmelig mæt og en del fattigere, fordi man nemt lader sig rive med af både prøver og udvalg. Det gør ikke noget – Valrhona er ikke et kendt brand for ingenting, og penge spenderet på chokolade er ikke spildt.

VIOGNIER-DRUEN FRA RHÔNE

Det nordlige Rhône er mest kendt for sine rødvine på Syrah-druen, men området byder også på fantastiske hvidvine. Condrieu og Château-Grillet excellerer med vine på Viognier-druen, som på et tidspunkt var ved at forsvinde helt. Der var kun omtrent 14 ha Viognier tilbage i begyndelsen af 1970’erne i Condrieu og Château-Grillet, og der fandtes dengang ikke Viognier andre steder i verden.

Siden kom druen på mode og kan nu fås fra mange andre steder på kloden. Jeg er stor fan af Viognier, når den behandles omhyggeligt og kommer fra steder, hvor klimaet har noget kølighed, for så er vinene aromatiske, fyldige og frugtige. Bliver den for ”varm”, kan den godt virke lidt vammel. Vinene fra Condrieu og Château-Grillet er kostbare, men der laves også Viognier som IGP-vin i det nordlige Rhône, og det er som regel en glædebringende oplevelse.