MARSEILLE OG OMEGN – MIDDELHAVSKYSTENS PERLER

For rigtig mange danskere stopper Middelhavskysten mentalt ved Marseille. Vi er – med god grund – forelskede i alle de flotte kystbyer, som ligger som perler i vandkanten hele vejen fra Marseille østpå til den italienske grænse. Hvis man kunne ville jeg samle de små byer med deres pastelfarvede huse og gamle træbåde og komme dem i lommen ligesom jeg gør med de sten og skaller jeg finder der, hvor havet slår ind på stranden. Men der er også skatte at finde, hvis man sætter Côte d’Azurs sus og dus på standby og tager på eventyr der, hvor Middelhavskysten slår et knæk og peger sydpå ned mod Spanien.

Vinskribent Signe Wulff
1. februar 2022
Magasin nr. 1 2022

CAMARGUE

Vest for Marseille løber Rhône-floden ud i havet. Deltaet kaldes for Camargue og store dele af området er naturpark. På de gigantiske marsk-områder kan man se flokke af flamingoer og støde på arealer dyrket til med ris. Begge dele gjorde et kæmpe indtryk på mig som barn, og jeg bliver til stadighed ramt af en umiddelbar lykke, når jeg ser de store, eksotisk lyserøde fugle stå på deres lange ben i vandet og spise de krebsdyr, der giver fjerpragten den flotte farve. Min begejstring for de sorte og røde, langkornede ris, som skal koges længe for at blive møre, er egentlig heller ikke aftaget med alderen.

Jeg er også stadig betaget af områdets hvide heste, som var vilde engang, men som nu lever i store indhegninger og passes af les gardians – en slags cowboys, som også tager sig af Camarguens mange sorte tyre. Man kan leje heste og ride rundt, men husk lige myggebalsam, hvis du rider ud om sommeren, skulle jeg hilse at sige fra én, som tog turen på hesteryg i bare ben og uden myggespray. Fra den befæstede by, Aigues-Mortes, kan man se ud til de store bjerge af havsalt, som indvendes i de lavtliggende områder. Aigues-Mortes er et populært udflugtsmål, hvilket gør den til lidt af en heksekedel i højsæsonen, men den er et besøg værd i årets stille måneder. Sidst jeg var i byen, spiste jeg den mest saftige tyre-bøf i mands minde på Brasserie le XIII. Samme off season-charme finder man desværre ikke i SaintesMaries-de-la-Mer, som er nærmest uhyggelig med sine alt for mange souvenirbutikker og karruseller. Naturen rundt om byen er dog stadig flot og strandene storslåede.

Jeg bliver til stadighed ramt af en umiddelbar lykke, når jeg ser de store, eksotisk lyserøde fugle stå på deres lange ben i vandet

NÎMES

Hvis man gerne lige vil have genopfrisket romernes overlegenhed ud i arkitektur og bygningskunst, er Nîmes et genialt sted at tage den i øjesyn. Byen er fuld af romerske bygningsværker, som på det nærmeste står og ligner noget, der er bygget i dette århundrede og ikke for over 2000 år siden. Dybt imponerende og meget smukt.

Den store romerske arena, som – da den blev bygget – blev brugt til henrettelser, gladiatorkampe og anden underholdning, bruges stadig i dag. Nu er vi dog ovre i den mere fredelige ende af underholdningsspektret med koncerter og les courses camarguaises – Camarguens svar på en tyrefægtning. I les courses camarguaises går det for deltageren ikke ud på at dræbe tyren, men at udforske eget vovemod. Deltagerne skal blandt andet snuppe en lille kvast, som sidder mellem hornene på tyren, som ikke er i Ferdinand-genren, skulle jeg hilse at sige. Det kræver, man er hurtig på benene at komme tæt på dyret og i ly bag barrikaderne igen i et kæmpe spring. Så går der et sus gennem publikum. Det er neglebidende god underholdning og fantastisk at sidde i den gamle arena, som er bygget før vores tidsregning.

VIN FRA NÎMES

Vi mistede desværre Philippe Cambie, som har tryllebundet os med sine vine i hele det nye millennium, i december. Denne seneste udgave af vinen fra kanten af Camargue’en er den mest charmerende og glædesbringende til dato. Uden at give slip på sin hang til solmoden frugt og saftig imødekommende fylde, haves her den mest letløbende vin med noter af brombær, solbær og lavendel. En vin velegnet til okse, lam, charcuteri, braiseret kød og rodfrugter.

MONTPELLIER

Montpellier er Frankrigs 8. største by og fuld af studerende. Byen er som sine indbyggere ungdommelig og åben. Her er masser af barer, caféer og gode restauranter. Man kan godt have det lidt som en haj foran en fiskestime: Hvor skal man gå til angreb på al den herlige mad? Mit bedste råd er at gå lidt rundt i løbet af dagen og spotte det rigtige sted, for laver man først den manøvre, når sulten har indfundet sig, er det min bitre erfaring, at det er svært at få et bord. Man sover godt på det store, statelige Hôtel du Midi og med dets beliggenhed lige ved den centrale Place de la Comédie er hotellet et godt sted at have som udgangspunkt for udforskningen af den indre by, som er lukket for biler og derfor fredeligt kan indtages til fods. Om søndagen er der et godt loppemarked – kaldet Les Dimanches du Peyrou – på Promenade du Peyrou.

Byen er som sine indbyggere ungdommelig og åben.

SÈTE

En god halv time syd for Montpellier rammer man Sète, som ligger mellem Middelhavet og den indsø, som hedder Étang de Thau. Byen har kanaler, som er fulde af fiskerbåde – fra de helt store, professionelle til små, primitive joller. Bådene ligger så tæt, at man får indtryk af, at alle i denne by fisker. Restauranterne ligger også skulder ved skulder og lokker med østers og muslinger af en hver tænkelig art fra Étang de Thau. Det eneste man er ked af her, er, at man ikke har appetit til at spise det hele. Til frokost vælter det ind med skaldyrssultne franskmænd, der sætter det ene overdådige fad til livs efter det andet. Den foretrukne hvidvin er Picpoul de Pinet – en lille appellation, der ligger lige ved indsøen og siges at få lidt af saltet fra havet blæst ind over markerne, hvorfor vinen skulle være særligt god til østers. Jeg ved ikke, om det er noget, der kan måles eller bevises videnskabeligt. Men når man sidder der på en fyldt restaurant – det kunne eksempelvis være Chez François på kajen – fuld af storsnakkende franskmænd, med sol på næsen og et bjerg friske skaldyr og den citrusagtige Picpoul de Pinet i glasset, er det svært at finde på noget, der kunne gøre en gladere. I Rue Mario Roustan ligger Maison Janicot, som har den vildeste samling af fiskekonserves af den fineste kvalitet. Et absolut must at købe ind her.

Det eneste man er ked af her, er, at man ikke har appetit til at spise det hele.

PÉZENAS

Vest for Sète ligger Pézenas, som er et besøg værd af flere grunde. En af de tungtvejende for de antikvitetsinteresserede er, at der på den avenue, som går gennem byen, ligger virkelig mange butikker, som sælger gamle møbler, bøger, skilte, tallerkner, glas, keramik, smykker – alt hvad man kunne finde på at samle på, hvis man er til gamle sager. På byens centrale plads ligger en lille vinbar – le Vintage – som nærmest er et bibliotek over de lokale vine. Man kan også købe vinene med hjem og virkelig få øjnene op for, at hvis man tror, der kun bliver lavet anonyme bag in box-vine i Languedoc, så tager man grueligt fejl.

Et kvarters kørsel fra Pézenas ligger det gamle cistercienserkloster, Abbaye de Valmagne, hvor der nu ligger gigantiske vinfade i kirken, og hvor de serverer lækker frokost med ost, urter og grønt fra egen have. Bestemt et stop værd på vejen.

GASTRONOMISKE MUSTS & OBLIGATORIKSE INDKØB

Salt fra Camargue kaldet fleurs du sel

Tyrekød i form af steak eller daube på restaurant eller som pølse til at have med hjem

Østers fra Étang de Thau

Picpoul de Pinet som akkompagnement til skaldyr

Røde og sorte ris fra Camargue

Grillet blæsprutte på restauranterne